Hobro Golfklub kan nu kalde sig divisionsklub
HOBRO: Sæsonen 2017 har generelt været en fantastisk sæson rent sportsligt - set med Hobro Golfklubs briller.
Herreholdet blev en suveræn vinder af sin kvalifikationspulje med 76 ud af 84 mulige point, og i det efterfølgende oprykningsspil blev det til en flot tredjeplads blandt i alt 18 puljevindere fra Jylland/Fyn.
Det var så rigeligt til at sikre en oprykningsbillet, og Hobro Golfklub kan dermed for første gang i klubbens historie mønstre et rigtigt divisionshold.
Damerne gjorde det også fantastisk i deres indledende pulje, som de vandt efter en række meget jævnbyrdige opgør.
I oprykningsspillet lykkedes det - med det "yderste af neglene" - at sikre sig den allersidste oprykningsplads, og også damerne fra Hobro skal således i næste sæson prøve kræfter med tilværelsen i divisionerne.
Herrernes flotte resultater i 2017 kan bl. a. tilskrives, at klubben op til sæsonstarten fik tilgang af nogle rigtig dygtige spillere, og i de fleste turneringskampe kunne klubben således råde over en etableret Challenge Tour-spiller i skikkelse af Martin Leth Simonsen.
Martin Leth Simonsen var bl. a. blandt deltagerne i årets "Made in Denmark"-turnering i Gatten.
Han forklarer selv, at han blandt andet har valgt at stille op for Hobro Golfklub på grund af de fine baneforhold i klubben, og også i den kommende sæson har Martin Leth Simonsen valgt at repræsentere Hobro - i det omfang, han ikke er ude at spille turneringer andre steder i Europa.
I øvrigt har Hobro Golfklub i I 2018 valgt at tilmelde yderligere et herrehold til Danmarksturneringen.
Evt. kommende divisionsgolfere kan høre mere om det kommende års turneringsaktiviteter på et informationsmøde, som tænkes afholdt i løbet af januar.