Hobro Friplejehjem fik en bus i fødselsdagsgave
Ser du i fremtiden en hvid bus med teksten ”Gi´den gas – vi er alle på plads!”, så er det bare Hobro Friplejehjem, som er af sted på tur – igen
Hobro Friplejehjem har netop kunnet fejre tre års-fødselsdag, og tirsdag fik hjemmet og dets beboere officielt overrakt en kæmpe fødselsdagsgave i form af hjemmets helt egen bus!
Friplejehjemmet nedsatte i juni i fjor en arbejdsgruppe, der skulle søge penge hjem fra fonde og private donorer, og allerede i december kunne den nye bus hentes hos forhandleren.
Sparekassen Danmark Fonden Hobro har alene bidraget med en donation på 250.000 kr., mens Svend Nielsen og Herdis Mygind Fonden og Stinne og Martinus Sørensen Fonden hver især har bidraget med donationer på 50.000 kr.
Derudover har også en række gavmilde privatpersoner bidraget til nyanskaffelsen, oplyser forstander for Hobro Friplejehjem, Susanne Gerberg Madsen.
- Fremover kan vi derfor tage på tur, lige når vi har lyst, og vi har allerede mange ture i støbeskeen.
- Så ser du i fremtiden en hvid bus med teksten ”Gi´den gas – vi er alle på plads!” - ja, så er det bare Hobro Friplejehjem, som er af sted på tur – igen.
- Hvor herligt er det ikke lige? lyder det med begejstring i stemmen fra Susanne Gerberg Madsen.