Billede beskrivelse

Hobro er klar til oprykningsbrag

Sæsonrekord ventes på DS Arena

23. maj 2017 kl. 10.30
Opdateret 19. juni 2017 kl. 14.20

HOBRO: Det bliver et fodboldbrag af dimensioner, når to nordjyske fodboldklubber lørdag afgør i en indbyrdes duel, hvem der rykker direkte op i Superligaen.

Hobro og Vendsyssel FF står lige på pointantal. mens Hobro dog har bedre målscore inden kampen på DS Arena.

Derfor forventes der også et stort opbud af tilskuere i Hobro, men de er klar til at tage imod de mange gæster.

- Umiddelbart forventer vi mellem 4000 og 5000 tilskuere, men vi holder selvfølgelig løbende øje med salget i løbet af denne uge, siger drifts- og eventchef i Hobro IK, Henrik Hammershøj.

I udebaneafsnittet kan der være cirka 1400 tilskuere, og i Hjørring forventer sportschef Jacob Krüger, at det er nok til at huse de tilrejsende fans fra Vendsyssel FF.

- Jeg forventer, at er op imod 1000 mennesker, der tager turen for at heppe på os. Vi holder møde i morgen (i dag, red.) for at få styr på al logistikken omkring kampen. Og så skal der sevlvølgelig også lægges en lille plan for, hvad der skal ske efterfølgende, hvis det nu ender med, at vi rykker op på lørdag, siger Jacob Krüger.

Og uanset hvad, så er der et af holdene, der ender med at juble på lørdag.

- Vi har ikke selv forberedt noget, men vi er ret gode til at improvisere. Og skulle det blive Vendsyssel, der skal feste, så skal vi også nok være gode værter. En flaske champagne kan man vel altid finde, siger Henrik Hammershøj.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste