Billede beskrivelse

Hobro bliver base for nationalt ungdomskor

Sangtalenter fra hele Danmark opfordres til at være med - og Statens Kunstfond betaler alle udgifter

08. februar 2022 kl. 10.27
Opdateret 14. februar 2022 kl. 15.31

MARIAGERFJORD: Et rytmisk ungdomskor, der samler unge sangtalenter fra hele landet.

Det er - kort fortalt - ideen bag KorNord, som første gang samles til prøve i Hobro i weekenden 22.-24. april.

Mariagerfjord Korskole, som står bag initiativet, har tidligere forsøgt sig med et mini-stævne for unge rytmiske sangere fra Nordjylland, men nu udvides tilbuddet til hele landet.

- I KorNord samler vi sangtalenter fra hele Danmark i et nyt nationalt ungdomskor med både drenge og piger fra 12 til 20 år.

- Vi skal synge rytmisk musik på allerhøjeste plan, synge fede koncerter og forhåbentlig på tour rundt i Danmark. Og drømmen på sigt er, at vi etablerer et nyt nationalt ensemble, som mødes to weekender om året i Mariagerfjord. En fast gruppe, hvor vi skaber et fedt fællesskab for de unge sangere på tværs af landet, forklarer kunstnerisk leder af Mariagerfjord Korskole, Christian Fris-Ronsfeld.

Det er midler fra Statens Kunstfond, der har været med til at gøre det muligt at etablere KorNord.

Kunstfondens støtte betyder blandt andet, at det hele er gratis for deltagerne - både undervisning, forplejning og transport til og fra Mariagerfjord.

Til KorNord-stævnerne møder korsangerne erfarne og inspirerende instruktører, der sørger for at træne de unges korsanger-skills.

Der skal arbejdes med klang og sangteknik, rytme og groove, performance mm. og så skal der selvfølgelig synges en masse ny popmusik i fede korarrangementer.

Korskolens elitekor, Mariagerfjord Pigekor og Mariagerfjord Drengekor, deltager som stamkor i øveweekenderne, og alle weekender slutter med en åben koncert.

For at søge om optagelse i KorNord, skal man indsende en kort audition-video senest 21. marts, hvor man synger en sang, man godt kan lide.

- Du må gerne være en smule øvet for at synge med i KorNord - og også gerne have erfaring fra et mindre kor. Det kan være et skolekor eller kor, du går til i fritiden.

- Men ser du tilbuddet og tænker ”det må jeg bare være med til’, så skal du endelig kontakte os, uanset om du har erfaring eller ej.

- Alle har en sangstemme, og måske har du et talent, du slet ikke kendte til, bemærker Christian Fris-Ronsfeld.

Nærmere oplysninger om KorNord kan findes på Mariagerfjord Korskoles hjemmeside www.mariagerfjordkorskole.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste