Hjerritsdal Mølle hev ikke sejr hjem
HOBRO: Det blev ikke Hjerritsdal Mølle ved Hobro, der løb med titlen som "Danmarks Smukkeste Bondegård". Møllen var som den eneste gård i Nordjylland nomineret som en af 15 gårde til Bygningskultur Danmarks konkurrence af samme navn.
Det blev i stedet slægtsgården Klægager i Ballum i Tønder Kommune fra 1857, der endte med sejren. Bag konkurrencen står Bygningskultur Danmark - en paraplyorganisation for 24 foreninger, brancher, fonde og institutioner, der arbejder med bevaring og udvikling af den danske bygningskultur.
De 15 nominerede gårde blev udvalgt af en gruppe af eksperter med viden om arkitektur og bygningskultur, herefter kunne alle stemme på deres favorit frem til 18. maj.
Med dysten ønskede Bygningskultur Danmark at sætte fokus på, at de unikke, danske bondegårde med stråtag er udrydningstruede.
Konkurrencen blev afgjort ved hjælp af online stemmer. 4500 danskere klikkede sig ind på nettet for at stemme på deres favorit.
- I vores øjne er alle 15 kandidater vindere, fordi de alle på hver deres unikke måde er repræsentanter for historisk bygningskultur - og med ejere der har lagt oceaner af kræfter og penge i at bevare dem. Men danskerne har stemt og Klægager er afgjort en værdig vinder af konkurrencen - og en fantastisk repræsentant for Sønderjylland og for den vestslesvigske murede byggeskik, siger Birthe Iuel, formand for Bygningskultur Danmark.
Bent Madsens gård i Assens Kommune hev en andenplads hjem, mens Rødegård i Hørve på det nordvestlige Sjælland løb med tredjepladsen.