HIK i samarbejde med efterskole
I første omgang bliver der plads til otte drenge på fodboldlinje i Mariager
HOBRO/MARIAGER: Snart sagt alle konkurrenterne i superligaen har dét - og nu får Hobro IK det også: sit eget talentakademi.
I bestræbelserne på at udvikle dygtige fodboldtalenter har Hobro IK indgået et nyt samarbejde med Mariager
Efterskole. Et samarbejde, der indebærer, at i alt otte særlige fodboldtalenter på Mariager Efterskole får mulighed for at blive en del af Hobro IKs talenthold, mens Hobro IK omvendt får mulighed for at se talenterne lidt nærmere an.
Samarbejdet skydes i gang fra sommeren 2018 - og forventes på forhånd at blive til stor gavn for begge parter.
- Vi forsøger hele tiden at optimere og forbedre vores talentafdeling, og med det nye samarbejde med Mariager
Efterskole får vi mulighed for at tiltrække endnu flere dygtige fodboldtalenter, som forhåbentlig kan være med til at
skærpe konkurrencen på vores talenthold og dermed være med til at løfte niveauet yderligere,
- Derfor er det også et samarbejde, vi glæder os over, og som vi forventer os meget af, siger formand for Hobro IK Fodbold, Per Andersen.
For Mariager Efterskole ligger fordelen bl. a. i, at skolen i fremtiden kan lokke ambitiøse unge fodboldspillere med en plads på Hobro IK’s talenthold.
Det kan forhåbentlig i fremtiden være med til at trække endnu flere fodboldinteresserede elever til Mariager, forudser forstander Jens Henrik Kirk.
- Vi har gennem årene haft mange rigtig gode fodboldspillere på Mariager Efterskole. Senest i 2017 vandt vi DM-sølv indendørs, og i 2012 vandt vi mesterskabet.
- Via samarbejdet med Hobro IK får vore kommende elever endnu bedre forudsætninger for at træne på eliteplan og erhverve sig de nødvendige værdier og redskaber til at gå ind i en til tider rå sportsverden.
- Og elitefodbold ligger i forvejen lige til højrebenet for Akademiet på Mariager Efterskole, hvor undervisningen er sat anderledes sammen end ved almindelig skolegang.
- Hvis talentudviklingen kun kan ske om aftenen eller om morgenen, så flyttes der nemlig rundt på timerne, så eleverne får den undervisning og træning der skal til, bemærker Jens Henrik Kirk.
Der bliver i første omgang plads til otte drenge på Mariager Efterskoles nye elitefodboldlinje.