Her klager de ikke over corona
De seneste to somre med corona har givet danskerne fornyet smag på campinglivet. Det kan de bl. a. tydeligt mærke hos Mariager Camping
Vores rejsemuligheder har de seneste to somre været begrænsede. Det har fået flere danskere til at kaste sig ud i campinglivet, hvilket de også tydeligt kan mærke hos Mariager Camping.
- I store dele af denne sommer har vi haft alle pladser optaget, og vi har ind imellem desværre måtte sige nej til gæster, der er kommet forbi uden at have booket plads på forhånd.
- Det er altid træls at skulle skuffe folk. Men ja, det har virkelig været en god sæson, fortæller Kenneth Jensen, der siden 2007, sammen med hustruen Anni, har stået i spidsen for den flotte og hyggelige campingplads i vandkanten af Mariager Fjord i Mariager.
- Sidste sommer var også rigtig god, men i år fik vi foråret med, så samlet set har 2021 været klart bedre end 2020, og det har virkelig været et boost for hele branchen. Det var lidt som om, at camping var stagneret en smule, men det har corona og de to seneste somre lavet om på.
- Vi har budt rigtig mange helt nye campister velkommen, og i år er der mange gengangere af de nye fra sidste år, så mange har virkelig fået smag for campinglivet, og det er jo dejligt og noget, vi også kan bruge fremadrettet.
- Tidligere var det sådan, at enten var man chartertypen eller også var man campingtypen, men den opdeling har de begrænsede rejsemuligheder gjort op med, vurderer Kenneth Jensen, der også har bemærket en anden forandring hos gæsterne.
- Uanset vejret, så har gæsterne været meget positive og nyder deres ferie maksimalt. Det er som om, at når muligheden for at rejse sydpå er begrænset, så slapper man mere af og nyder det hele lidt mere – også på en regnvejrsdag i Danmark. Man får simpelthen det bedste ud af det, og det må jo være meningen med en ferie.
Populære bobler
Forud for denne sæson præsenterede Mariager Camping en nyhed, nemlig to såkaldte Fjordbobler, der er campingliv på første klasse – populært også kaldet ”Glamping”.
I Fjordboblerne bliver du mødt af en skøn opredt dobbeltseng, loungemøbler, biopejs, minibar/køleskab m.v., selvfølgelig krydret med den skønneste udsigt over Mariager Fjord.
- De to Fjordbobler har været en kæmpe succes, som har overgået vores vildeste forventninger. De har stort set været booket hver eneste dag, siden vi lancerede dem i slutningen af april, og jeg tror, vi skal frem til midten af september for at finde den første ledige dato.
- Fjordboblerne har også givet os noget mere arbejde, og der har været nogle arbejdsrutiner, som vi lige har skullet nytænke. Gæsterne lejer dem normaltvist for én eller to dage, så der er et konstant flow. Og så skal de jo rengøres i bestemte tidsrum som et hotelværelse. Det har blandt andet betydet, at vi har ansat yderligere rengøringspersonale, fortæller Kenneth Jensen, der samtidig kan løfte sløret for, at der måske er yderligere to Fjordbobler på vej.
- Vi har planer om, at der i løbet af vinteren skal bygges yderligere to Fjordbobler, som kan stå klar til næste sæson. Det vil også fuldende området, hvor de nuværende Fjordbobler er placeret. Her er der nemlig allerede gjort plads til yderligere to styk, slutter Kenneth Jensen.