Billede beskrivelse

Havnen i Mariager skal sikres mod oversvømmelser

- Det vil ikke kunne undgås, at man kan høre lyd fra jord- og spunsarbejderne, varsler Mariagerfjord Kommune

15. februar 2022 kl. 08.33
Opdateret kl. 10.16

Arbejdet med at klimasikre 300 meter kajfront på havnen i Mariager, så den er sikret mod fremtidige oversvømmelser, går i gang til marts. Det fortæller Mariagerfjord Kommune i en pressemeddelelse.

Der skal blandt andet etableres en ny overkant på kajen 30 cm over den nuværende kant. Hævningen er en del af klimatilpasning, der skal sikre området mod forhøjet vandstand. Kommunen forventer, at kajen står færdig i december.

- For at tage hensyn til de mange aktiviteter og besøgende, som ventes til det Europæiske Folkemøde i august, bliver projektet udført i to etaper, hvor vi friholder august for anlægsarbejde.

Det fortæller Jørgen Hammer Sørensen, der er formand for udvalget for teknik og miljø i Mariagerfjord Kommune, i en pressemeddelelse fra kommunen.

Første etape løber fra marts og frem til august, og anden etape udføres fra september og året ud.

I øjeblikket er projektet i udbud. Når der er valgt en entreprenør, inviterer kommunen havnens brugere til et informationsmøde, der ventes afholdt i marts.

- Her fortæller vi selvfølgelig mere om de praktiske tiltag og svarer på eventuelle spørgsmål. Men vi vil også gerne allerede nu varsle, at der kan opleves forskellige ændringer, mens projektet udføres, forklarer Jens Rønbjerg Jeppesen, der er projektleder i Mariagerfjord Kommune.

Han uddyber, at det er et stort projekt, der også vil kunne høres.

- Vi vil selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at minimere generne fra anlægsarbejderne, men vi kan ikke undgå, at man også vil kunne høre lyde fra jord- og spunsarbejderne. Ligesom man også vil opleve ekstra trafik fra entreprenørmaskiner, som kører materialer til og fra arbejdspladsen.

Derudover forventes følgende tiltag i perioden:

Havnegrillen vil kunne holde åbent i hele anlægsperioden.

Kommunens udlejede bådpladser opretholdes.

Kommunens slæbested lukkes fra april til august.

Frem til august kan søsætning ske fra vestkajen.

Under udførslen af 2. etape vil ejere af både, der ligger langs vestkajen, blive bedt om at forhale til enten pieren eller sydkajen i kortere eller længere perioder.

I efteråret bliver fjordbadernes sauna flyttet, og badebroen vil i en periode blive inddraget/flyttet.

Optagning af både fra vestkajen vil være muligt på aftalt dato. Det aftales nærmere med lystbådehavnen.

Turbåden Svanens anløb i efteråret vil blive aftalt nærmede, men en midlertidig flytning kan blive nødvendig.

Fra september til december spærres der for kørende trafik under den gamle kulkran.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste