Billede beskrivelse

Havnefaciliteter i Mariager opgraderes for 1,5 mio.

Frivillige i Mariager Sejlklub har sat slutspurten ind, inden bådene efter planen skal i vandet 4. april

28. marts 2021 kl. 08.15

Der hamres og bankes ivrigt på lystbådehavnen i Mariager. Her en er stor flok af Mariager Sejlklubs medlemmer nemlig i gang med at udbygge og forbedre en lang række faciliteter, der samlet set skal gøre lystbådehavnen mere tidssvarende.

- Alle pladser i havnen er stort set fyldt op, når man lige undtager de cirka 20 gæstepladser her i vinterperioden, fortæller formand Henrik Nygaard fra Mariager Sejlklub.

Klubben har længe haft et ønske om at opgradere klubbens havnefaciliteter - noget, der falder godt i tråd med den generelle strategiplan for at modernisere og udvikle hele havneområdet i Mariager.

Det gælder nye dæk til bådebroer men også en uddybning af en del af havnebassinet, hvor dybden nu er udvidet fra kun 75 cm til 2 meter, hvilket gør det muligt, at sejlbåde med køl også kan anvende denne del af havnen.

Og især anlægget af en helt ny servicebro, hvor der monteres en ny og bedre mastekran, der kan håndtere de efterhånden højere og højere master på sejlbådene.

- Vi supplerer også serviceområdet med en ny miljøstation, så vi optimerer spildevandshåndteringen fra bådene på en endnu mere miljørigtig måde, der passer til fremtidens krav, lyder det fra formand Henrik Nygaard, som selv giver en aktiv hånd med i de omfattende arbejder på lystbådehavnen.

Arbejdsholdet fra Mariager Sejlklub har travlt, for selvom arbejdet blev indledt i begyndelsen af marts, så har frost og is vanskeliggjort arbejdet for nogle af de eksterne havneentreprenører. Men alle knokler på for at blive færdige til 4. april, hvor man traditionen tro har planlagt, at bådene skal i vandet.

Billede beskrivelse

Projekter for nye sejlere

Ønsket om at forbedre faciliteterne udspringer også af et par spændende projekter i Mariager Sejlklub, der handler om børn og unge - men også om at skabe mulighed for at folk kan afprøve sejlsporten.

- Vi var allerede sidste år i dialog med byens tre skoler, Mariager Skole, Højskolen og Efterskolen, men i år har vi formaliseret samarbejdet gennem etableringen af et samarbejdsudvalg. Det er blandt andet udsprunget af et ønske fra skolederen på Mariager Skole, Esben Vammen, der gerne ser et valgfag for 8-9 klasserne, som handler om fjorden og de muligheder, der ligger heri. Det kan være om vandmiljø, dyreliv og fisk, men også om muligheden for at komme ud at sejle på fjorden, forklarer formand Henrik Nygaard.

- Naturligvis har vi flere erfarne sejlere, der gerne vil have en gast eller to med ombord, men eleverne har et ønske om selv at prøve og gerne flere sammen naturligvis med en erfaren instruktør, som vi har mange af i klubben, fortsætter Henrik Nygaard.

- Samtidig får vi mange henvendelser fra især unge familier i Mariager, som efterspørger muligheden for at afprøve sejlsporten, uden at man forinden skal have kastet sig ud i store investeringer til egen båd, udstyr og især sikkerhedsudstyr, supplerer den initiativrige formand.

- Vi vil gerne imødekomme både skoleeleverne, men også henvendelserne fra familierne, og derfor har vi også søgt flere fonde om tilskud til anskaffelsen af et antal mindre sejlbåde på 27-28 fod med plads til fire-fem personer. Hertil kommer en stor mængde sikkerhedsudstyr og andet nødvendigt grej for at tage en familie eller en gruppe skoleelever med ud at sejle, foruden en såkaldt RIP-ledsagerbåd, fortæller Henrik Nygaard, der prioriterer sikkerheden meget højt.

Billede beskrivelse

Jubilæum blev udsat

Mariager Sejlklub skulle have fejret 50 års jubilæum sidste år, men som så meget andet blev det aflyst. Klubben er ældre end dette, men i sin nuværende form var der altså et rundt jubilæum at fejre. Den tæller knapt 120 medlemmer, og i havnen er der plads til et tilsvarende antal både.

Henrik Nygaard har været formand for Mariager Sejlklub de seneste to år og er selv aktiv sejler med en motorbåd i lystbådehavnen. Oprindelig har både Henrik Nygaard og hustruen arbejdet som rådgivere for landbrugsvirksomheder, og dermed lå sejlertilværelsen måske lidt fjernt. Men karrieren førte dem på et tidspunkt til Bornholm, hvor gode venner absolut mente, at de måtte afprøve sejlerlivet i farvandet omkring Bornholm og til Christiansø. Så da de senere i tilværelsen bosatte sig lige uden for Mariager, faldt det naturligt at anskaffe sig en båd.

Klubben investerer cirka 1,5 mio. kroner i forbedringen af servicefaciliteterne takket være fondsstøtte og medfinansiering fra Mariagerfjord kommune, der også har en interesse i at faciliteterne forbedres - ikke mindst i forhold til de mange turist- og gæstesejlere, der hvert år besøger Mariager Fjord.

- Og så krydser vi fingre for, at der også kan rejses midler til projekterne omkring børn og unge og ikke mindst i forhold til de potentielle nye unge sejlerfamilier, for så er ringen i den grad sluttet i forhold til at fremtidssikre både havnen, men også Mariager Sejlklub, slutter formand Henrik Nygaard.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste