Hammer: Vi har snakket med flere
Hobro er klar til følge plan A denne sommer
HOBRO: Der var lufttur til træner Thomas Thomasberg og oversprøjten med vand og øl af sportschef Jens Hammer Sørensen, da Hobro lørdag sikrede sig tilbagevenden til Superligaen efter blot en enkelt sæson i landets næstbedste række med sejren på 1-0 over Vendsyssel FF.
Sportschef Jens Hammer Sørensen får nu en travl sommer med at bygge et hold op, der allerede fra midten af juli skal spille med i Superligaen.
- Men det er jo nu, at det sjove arbejde begynder. Vi har allerede haft en del samtaler med spillere, der meget gerne vil spille for os, men det var jo selvfølgelig betinget af, at vi rykkede op i Superligaen. Og sådan har det været hele vejen igennem det sidste stykke tid. Vi har kørt med to scenarier - en plan-a og en plan-b - og nu er det heldigvis den første, vi kan arbejde videre med.
Da Hobro senest rykkede ud af Superligaen var det som den eneste direkte nedrykker. Nu får holdet en bedre mulighed for at etablere sig, da der ikke er et eneste hold, der rykker direkte ned.
- Vi synes jo faktisk, at vi rykkede ned for tidligt, fordi det var så svær en sæson med ændringen af ligaen dengang. Alt andet lige, så synes jeg nu, at det skal være vores mål at forsøge at etablere os i Superligaen. Det må være det næste skridt for vores lille klub. Og det er det arbejde, vi skal have påbegyndt nu. Jeg tror på, at vi kan sammensætte et hold, der kan spille med i Superligaen - ikke bare næste år, siger Jens Hammer Sørensen, der derefter gjorde klar til aftenens store fest.