H. J. Bies Haves Støtteforening i støbeskeen
HOBRO: En forunderlig og eventyrlig have i Hobro blev fredet i 1985. Bies Have.
Den blev anlagt i løbet af 1890’erne og var holdt i engelsk stilart med 100-årige haveelementer.
Men kan haven mon føres tilbage til noget oprindeligt?
Det arbejder borgere i og uden for By & Land Mariagerfjord på ved at stifte H. J. Bies Haves Støtteforening.
Stiftelsen foregår torsdag 26. oktober klokken 19 i Bie Centret.
I Bies Have anno 1890’erne indgik elementer som stenhøj, the-lysthus, solur, højbede, græsplæne med høje afstukne græskanter i de svungne gange, rosengrupper omkantet af lave buksbomhække, lindelysthus med mere.
Siden blev mange træer fældet, rosenbede fjernet, og der gror ikke længere forårsløgplanter i græsplænen.
Ingen svungne gange - og hække er fjernet. Hele det intime haverum og de væsentligste haveelementer fra det oprindelige miljø er væk.
- Mariagerfjord Kommune ejer matriklen, og i en årrække har By & Land Mariagerfjord kæmpet for, at haven - som den kulturarv den var og er - skal bevares, fortæller Kirsten Hjarnø Mathiassen, Hobro.
I 1999 fik By & Land i samarbejde med kommunen udarbejdet et renoveringsforslag, som blev udformet af professor ved Landbohøjskolen Ib Asger Olsen.
- Byens borgere kunne i følge forslaget få et smukt og godt åndehul.
- De allerfleste i Hobro kender Bies Have, og rigtig mange ældre bysbørn har i barndommen oplevet, at der bag den dengang høje tjørnehæk ud til Nordvestvej fandtes en eventyrlig og romantisk have.
- Alle der holdt af den gamle have, og som i det hele taget holder af haver, er velkomne i Bie Centret, inviterer Kirsten Hjarnø Mathiassen på vegne af interessegruppen af borgere.
Foruden By & Land omfatter den Preben Andreassen, Søren Greve, Søren B. Frederiksen, Vagn Andreassen og Gerhard Schoop.
Og som nævnt - det foregår torsdag 26. oktober klokken 19 i Bie Centret.