Gymnaster frøs med anstand
Trods bidende kulde mødte ikke færre end 24 raske gymnaster op til udendørs træning ved Fyrkat
Outdoor Fitness - eller Outdoor Coldness.
Den sidste betegnelse var måske i virkeligheden den mest rammende, da Hobro Gymnastikforenings forårshold forleden indledte træningen på plænen nedenfor Apoteker Skoven ved Fyrkat.
Normalt plejer der at være ca. 12–14 gymnaster på holdet, men oven på den indendørs nedlukning gennem det meste af vintersæsonen, var der til forårspremieren hele 24 personer tilmeldt.
Alle havde tydeligvis glædet sig til endelig at kunne lave noget aktivt sammen med en masse andre.
Humøret var højt og der blev snakket og grinet - på afstand.
Meningen er, at man skal bruge de ting, som er til rådighed i naturen.
- Og så er udsigten jo fantastisk, og hele foråret kan man følge træerne, når de springer ud, fremhæver formand for Hobro Gymnastikforening, Tove Skovbak Kristensen.
Linda Nedergaard er instruktør for forårsholdet, som træner hver tirsdag fra kl. 17 til 18.