Gudstjeneste i Bramslev Bakker
VALSGAARD/OUE: Hvis vejret arter sig og 2. pinsedagssolen skinner, holder Valsgaard og Oue Kirker gudstjeneste ved foden af Bramslev Bakker.
- El-klaveret kan flyttes med, og ligeledes kan menigheden formentlig, når vi i år forsøger at flytte gudstjenesten ud i naturen, siger sognepræst Hanne Munk.
Udsigten til fjorden vil være bag præsten, så menigheden kan glæde sig over naturens skønhed.
Stole opstilles i begrænset antal - men man må meget gerne medbringe en god klapstol og et skovturstæppe.
Det er som altid muligt at køre helt ned til fjorden. Menighedsrådet betaler i forbindelse med friluftsgudstjenesten de fem kroner, det koster.
Dog opfordres der til, at man stiller bilen på p-pladsen og går turen ned, hvis benene kan klare det.
Der er offentlige toiletter i nærheden, så alt er klar.
Hvis vejret ikke arter sig, bliver gudstjenesten aflyst. Det vil i så fald blive annonceret på de to kirkers facebooksider.