Billede beskrivelse

Groft overfald i Hobro: Politiet har fanget to af de maskerede mænd

To mænd på 19 år er sigtet for at overfalde 20-årig mand i Hobro med økse og flise

07. juni 2018 kl. 08.24
Opdateret kl. 08.32

HOBRO: Nordjyllands Politi har anholdt og sigtet to personer, der formodes at stå bag et groft overfald i en lejlighed på Amerikavej 28 i Hobro 25. april i år.

Her blev en 20-årig mand, der var på besøg i lejligheden, overfaldet af fire maskerede mænd.

Den 20-årige mand blev svært tilredt som følge af overfaldet, der foregik med en økse og en flise.

Der er tale om to 19-årige mænd - begge fra Hobro-området, der begge er sigtet for drabsforsøg og subsidiært grov vold.

Den ene af de to mænd erkender sig delvist skyldig. Han sidder nu varetægtsfængslet frem til 14. juni. Hans medsigtede nægter sig skyldig og er løsladt.

Det er ikke lykkedes Nordjyllands Politi at identificere de to sidste maskerede mænd, ligesom man heller ikke har fundet den sølvgrå personbil, som de fire mænd stak af i.

Ifølge politikommissær Preben Møller er der ikke tale om banderelateret vold.

- Det er et indbyrdes opgør, siger han.

Det 20-årige offer blev hårdt kvæstet bragt til sygehuset, og han blev senere samme aften erklæret uden for livsfare.

Det er uvist, hvordan den 20-årige har det i dag.

- Det så voldsomt ud i starten. Men det var ikke helt så slemt som først antaget, siger politikommissær Preben Møller.

De to mænd blev anholdt 3. maj i år og fremstillet i grundlovsforhør dagen efter.

Politiet har afsluttet sin efterforskning, og sagen ligger nu hos anklagemyndigheden, men der er endnu ikke sat en dato for retssagen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste