Gribende foredrag om demens
HADSUND: Alzheimerforeningens lokalforening i Nordjylland er klar med et nyt foredrag om demens. 12. september klokken 19 vil innovatør og foredragsholder Vibeke Drevsen Bach stå klar i Hadsund KulturCenter med foredraget "Kan man blomstre med demens?" - et foredrag der vækker både gys og glæde, morskab og smerte.
Vibeke Drevsen Bach er master i organisations- og proceskonsultation, og så har hun i mange år arbejdet med at oversætte sværttilgængeligt demensteori til let forklarlig læring gennem sit eget læringsunivers, "Blomstringsuniverset". Med en indsigt i livet med demens oversætter hun den svære størrelse, demens er, til en gribende fortælling, som alle kan forstå og forholde sig til, og som kan give håb og forståelse for demensramte og pårørende.