Glædestårer og jubel: Årets første studenter sprang ud på Mariagerfjord Gymnasium

Tre vhf-studenter og en stx-student hejste mandag morgen flaget i fællesskab

25. juni 2018 kl. 11.14
Opdateret kl. 14.21

HOBRO: Mandag morgen sprang årets første studenter ud på Mariagerfjord Gymnasium.

Nanna Kokhauge, Simone Nana Hesbæk Møller og Cathrine Nymann fra 3. vhf kunne sammen med stx-elev Emilie Hyrup Pedersen, 3.y, hejse Dannebrog i solskinsvejr.

Siden 2012 har gymnasiet i Hobro hvert år haft en visiteret hf-klasse, der henvender sig til unge med diagnoser inden for blandt andet autismespektret, ADHD og angst. Det er første gang, at elever fra vhf-klassen er blandt de første studenter.

- Det er en kæmpe lettelse. Jeg tror ikke, jeg helt har forstået det endnu. Men jeg er meget glad. Det har været en god oplevelse hele vejen igennem, selvom det selvfølgelig også har været hårdt, siger 22-årige vhf-student Cathrine Nymann, der har søgt ind på læreruddannelsen i Aarhus.

Klassekammeraten Nanna Kokhauge, 21, har søgt ind på socialrådgiveruddannelsen, mens 20-årige Simone Nana Hesbæk Møller planlægger et sabbatår.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste