Billede beskrivelse

Gåsegrib på besøg ved Mariager Fjord

04. juli 2017 kl. 15.00

Den store flok gåsegribbe, der sås sidste år i Nordjylland, kan næppe betegnes som en enlig svale.

For få dage dage siden sås en enkelt gåsegrib ved Mariager Fjord, og tidligere i år er der set en ung lammegrib ved Møn og Sydsjælland samt en ådselgrib på Sjælland.

Det fortæller ornitologen Henrik Haaning Nielsen til Dansk Ornitologisk Forenings nyhedsbrev.

Bestanden af gåsegribbe i Sydeuropa er i de senere år vokset markant.

I Spanien er antallet således steget til skønsmæssigt måske flere end 17.500 ynglepar.

Her var der i 1980’erne kun var et par tusinde gribbe. Derfor er det slet ikke umuligt, at gribbe fremover kan blive årlige gæster i den danske natur.

Spanien er Europas gribbeland nummer et, og unge gribbe fra Den Iberiske Halvø tager efter de senere årtiers fremgang i stigende grad på strejftog nordpå, mens de store ådselædende fugle spejder efter døde dyr i landskabet.

I maj i år er der således set en flok på 94 gåsegribbe i den sydvestlige del af Tyskland.

Kort forinden var de mange gribbe observeret i Belgien.

Det er så tæt på Danmark, at den store flok gribbe på en dag eller to med en god vind fra sydvest let kan nå op over den dansk-tyske grænse, påpeger Henrik Haaning Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste