Fyrkatspillet på talentjagt
HOBRO: Har du talent for at sy? Har du forstand på lys, lyd eller it? Eller vil du gerne prøve dig selv af med sværd og skjold i bedste vikingestil?
Alle gode kræfter er i princippet mere end vel komne, når Fyrkatspillet i Hobro torsdag aften kalder til intromøde på biblioteket med henblik på sommerens store lokale egnsteaterforestilling i de historiske rammer på Kongens Fyrkat.
- Vi søger dramaskoleelever, dragtfolk, IT og økonomifolk, teknikere, lys og lydfolk, scenebyggere, folk der kan fremstille og der kan tilberede og servere vikingetaffel, og unge mennesker. der kan være med Fyrkatspillets kampgruppe. Kort sagt: Alle interesserede, der har lyst og måske er lidt fikse på fingrene, annoncerer formand for Fyrkatspillet, Jytte Frederiksen.
I forbindelse med torsdagens intromøde vil der bl. a. blive fortalt om, hvordan man arbejder i Fyrkatspillet og om hvordan man løser opgaverne i fællesskabet, og ungdomsskoleinspektør Lars Otte Kofoed vil sammen med vikingekamptræner Jon Cold og skuespillerformand Kaj Børge Jung Pedersen orientere mere specifikt om vikingekamptræningen.
8. februar er der på ny stormøde på biblioteket. Her vil årets forfatter, skuespiller ved Aalborg Teater, Jørgen W. Larsen, fortælle nærmere om årets Fyrkatspil, der har premiere i Vikingehuset på Fyrkat fredag 25. maj.