Billede beskrivelse

Fusion: Sparekassen Danmark i Hobro får ny facade

Finansfusion kommer til at smitte positivt af på Sparekassen Danmark i Hobro. Og nu er det oven i købet også det ”rigtige” skilt, der hænger på facaden

07. februar 2022 kl. 09.52
Opdateret 08. februar 2022 kl. 09.14

Kuglepennene med det nye navn og logo har kun været i brug i et par uger. Vandflaskerne med de nye etiketter blev først leveret for en uges tid siden, og ved indgangen til februar tog regionshovedkvarteret i Hobro så endnu et skridt mod de nye tider, da Jutlander-skiltene på facaden blev skiftet ud med Sparekassen Danmark-skilte.

Dag for dag bliver det således stadig mere tydeligt - også lokalt - at de to mellemstore nordjyske pengeinstitutter, Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel, i 2021 besluttede sig for at slå sig sammen til ”Danmarks største sparekasse”, Sparekassen Danmark.

Regionsdirektør Carsten Brandt Andersen, som efter fusionen er øverste daglige chef for de i alt næsten 200 medarbejdere i Sparekassen Danmarks Mariagerfjord-region, vedstår dog gerne, at det er en langvarig proces at få hele fusions-puslespillet til at falde på plads, og at der stadig venter en del hængepartier forude.

Billede beskrivelse

- Udfordringen er jo blandt andet, at hele fusionsøvelsen helst skal gennemføres, uden at vi kommer til at genere kunderne unødigt, for det er jo trods alt dem, vi er her for, og dem, vi skal leve af i fremtiden.

- Derfor er sådan en fusion heller ikke én, der kan gennemføres fra den ene dag til den anden.

- Og før de sidste Jutlander-trøjer er skiftet i alle egnens fodboldklubber, og de sidste Jutlander-skilte er erstattet med Sparekassen Danmark-skilte i alle de lokale idrætshaller - ja, der kan der i hvert fald let komme til at gå et par år, forudser Carsten Brandt Andersen.

Ikke en spareøvelse

Når pengeinstitutter fusionerer, er det typisk for at opnå rationaliseringsgevinster og synergieffekter, og ofte bliver fusionerne derfor også fulgt op af sparerunder.

Det gør sig dog ikke gældende ved sammensmeltningen af Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel.

- Lige præcis Mariagerfjord er helt klart det område, hvor der hidtil har været det største overlap mellem Jutlander Banks og Sparekassen Vendsyssels aktiviteter.

- Alligevel har vi lokalt gennemført fusionen helt uden afskedigelser. Og i regionshovedkvarteret i Hobro bliver medarbejderstaben endda forøget - fra 99 til nu næsten 130.

- Det er noget, jeg fornemmer, kommer som en positiv overraskelse for mange af vore kunder.

- Men i realiteten er udfordringen for os ikke så meget, at vi er for mange medarbejdere. Det bliver snarere at skaffe afløsere for de ansatte, der inden for de nærmeste år står overfor at gå på pension, vurderer Carsten Brandt Andersen.

Sparekassen Danmark i Region Mariagerfjord

Når fusionen mellem Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel her i løbet af 2022 er faldet endeligt på plads, vil der i alt være ansat 176 medarbejdere i Sparekassen Danmarks afdelinger i Mariagerfjord Kommune. Hertil kommer fem medarbejdere i Gjerlev og 16 medarbejdere i Randers.

Afdelingen i Arden er nok den, der bliver mindst berørt af fusionen. Her sidder der nu i alt otte medarbejdere i Jutlander Banks tidligere lokaler. Afdelingsdirektør er Per Andersen og souschef Henrik Harbo Olesen.

I Mariager flyttede tre tidligere Jutlander-medarbejdere 1. november ind i den nye fælles filial i Østjydsk Banks gamle hovedsæde i Østergade. Her sidder der nu i alt 20 medarbejdere med Jeanette Leth Neldorf som afdelingdirektør og Niels K. Kærgaard som souschef.

I Hadsund blev aktiviteterne 3. november samlet i Jutlander Banks ”gamle” filial på Bankpladsen. Her har de 12 tidligere Jutlander-medarbejdere nu fået selskab af syv tidligere medarbejdere fra Sparekassen Vendsyssel. Afdelingsdirektør er Mogens Chortsen og souschef er Søren H. Petersen.

I Hobro lukkede Sparekassens Vendsyssels filial 8. november, og alle medarbejdere er nu samlet i regionshovedkvarteret på Store Torv. De sidste stabsmedarbejdere mangler endnu at komme helt på plads, men når fusionsøvelsen er endeligt overstået, vil der i alt være 129 medarbejdere, der har deres daglige gang i Hobro. Før fusionen var der 99 Jutlander-medarbejdere ansat i Hobro.

De 129 medarbejdere i Hobro fordeler sig med 36 i privatkundeafdelingen, otte i erhvervskundeafdelingen, ni i landbrugscenteret, otte i Connect Erhverv, tre i kompetencecentret, 11 i ejendomsudvikling, fire i juridisk afdeling, tre i intern kontrol, 21 i IT-afdelingen, syv i serviceafdelingen og 18 i AML (hvidvaskafdelingen). I spidsen for regionshovedkvarteret står regionsdirektør Carsten Brandt Andersen og erhvervsdirektør Brian Kristiansen.

I filialerne i Arden, Mariager og Hadsund har fusionen groft sagt bestået i, at de hidtidige Jutlander- og Sparekassen Vendsyssel-medarbejdere allerede i november flyttede sammen på én adresse.

I regionshovedkvarteret i Hobro er en række nye stabsfunktioner kommet til - og med dem nye kolleger, der tidligere har siddet i bl. a. Vrå, Skive, Mariager og Aars.

Eksempelvis sidder der nu i Hobro 18 medarbejdere, der primært har hvidvask som arbejdsområde.

- I min tidligere karriere, først i Østjydsk Bank og siden i Sparekassen Hobro og i Jutlander Bank, har jeg også selv på et tidspunkt siddet med ansvaret for hvidvask-området.

- Dengang var det noget, én mand kunne klare - sideløbende med forskellige andre arbejdsopgaver, mindes Carsten Brandt Andersen.

Billede beskrivelse

Stadig to it-systemer

Endnu er det ikke alle nye ansigter, der er kommet på plads i regionshovedkvarteret i Hobro, men inden udgangen af marts skulle hele medarbejderkabalen gerne være gået op.

Ifølge Carsten Brandt Andersen vil det nok i enkelte afdelinger kunne mærkes, at kollegerne kommer til at sidde lidt tættere på, men som helhed har det ikke været noget problem at få plads til de nye medarbejdere, efter at der i 2010 blev bygget til det daværende Sparekassen Hobro-hovedsæde, så pengeinstituttet i alt fik 6000 etagemeter at disponere over i forlængelse af den gamle sparekassebygning fra 1884.

Billede beskrivelse

Indtil videre arbejder medarbejderne i Sparekassen Danmark stadig på to forskellige it-systemer, og dét kommer de til at gøre frem til 23. april, hvor pengeinstituttet efter planen går over til én fælles it-platform.

It-sammensmeltningen markerer den foreløbig sidste fase i en fusionsproces, der har strakt sig lige siden, Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel i juni 2021 blev enige om at slå sig sammen.

- Men herefter forestår der stadig en større kulturrejse og en længere strategiproces, så vi forhåbentlig i Sparekassen Danmark kan få forenet ”de bedste fra to verdener”.

- Heldigvis er det dog ikke ”dag og nat”, vi står overfor at skulle forene, og det har også klart skinnet igennem i hele processen med at få de to gamle pengeinstitutter fusioneret her i Mariagerfjord.

- Alle medarbejdere er virkelig gået positivt ind i arbejdet og har gjort deres bedste for, at kunderne har mærket mindst muligt til forandringerne, lyder det anerkendende fra Sparekassen Danmark-regionsdirektøren i Mariagerfjord.

Se også
To nordjyske banker vil fusionere: Får 300.000 kunder
Se også
Her lukker banker på stribe - og det er sund fornuft
Se også
Stor nordjysk bankfusion: Det betyder den for dig som kunde
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste