Billede beskrivelse

Frys har fået varm modtagelse i Hadsund

At drive tøjbutik er megahårdt arbejde - men Pernille Stender Nielsen elsker det alligevel. Corona eller ej

12. februar 2021 kl. 09.10

Det har altid været en drøm for Pernille Stender Nielsen at få sin egen butik, og kunne den ovenikøbet være med lækkert modetøj til kvinder ville det være endnu bedre.

De drømme blev hjulpet godt på vej, da Pernille Stender Nielsen i sommeren 2019 faldt over et lille, charmerende butikslokale på 33 kvadratmeter i Øster Hurup. Lokaler, der tidligere havde været et frysehus med en god beliggenhed centralt i byen.

Her valgte Pernille at slå dørene op til butikken Frys, hvor der fra starten var fuld fart på. Faktisk blev butikken i bogstaveligste forstand tømt for hver en trevl i åbningsweekenden.

Det gav blod på tanden.

I løbet af efteråret lancerede Pernille Stender Nielsen en webshop, og sommeren 2020 blev dørene slået op til fysisk butik nummer to – på Torvet i Hadsund. Dette til trods for, at vi stod midt i en corona-pandemi.

- Jeg kunne se, hvor godt det var gået i Øster Hurup, men pladsen satte alligevel sine begrænsninger, og så kom ejendommen her på Torvet i Hadsund til salg, og jeg kunne virkelig se nogle gode muligheder, fortæller Pernille Stender Nielsen.

- Jeg købte ejendommen i april måned, hvor coronaen for alvor havde meldt sin ankomst, og det har da heller ikke gjort tingene nemmere, men så har jeg i stedet haft mulighed for at optimere på webshoppen og markedsføringen på sociale medier som Facebook og Instagram, hvor vi allerede har passeret 2500 følgere, fortæller Pernille, der har mange års erfaring fra reklamebranchen med i bagagen. I mange år drev hun et reklamebureau i Hadsund.

Billede beskrivelse

Megahårdt arbejde

Tøjstilen hos Frys er med Pernille Stender Nielsens ord ”anderledes her og nu fashion med et tvist”, og så med mest muligt forskelligt på hylderne.

- Jeg køber få styk ind af hver, så jeg kan vise og tilbyde mest muligt. Jeg er måske også kendt for at være lidt vovet i min stil, og her kan jeg da godt ærgre mig over, at der det seneste års tid har været skruet meget ned for festerne. Her har jeg måske kunnet købe knapt så mange crazy-kjoler, som jeg havde kunnet, hvis det havde været en normalt år, fortæller Pernille, der samtidig har været overrasket over, hvor meget det kræver at have fysiske butikker.

- Det er megahårdt arbejde. På forhånd havde jeg måske en forestilling om, at det bare var hyggeligt, men med planlægning, indkøb, disponering og det at holde butikken indbydende og skarp, er der vanvittigt mange timer i det. Men jeg elsker det alligevel.

Ud over Pernille er Nanna Stamer ansat på fuldtid, mens Pernilles datter, Rikke Nielsen, hjælper til efter behov.

Billede beskrivelse

Øl og mundbind på bål

På grund af corona står webshoppen lige nu for størstedelen af omsætningen, ligesom Pernille Stender Nielsen har forsøgt at lave en række forskellige tiltag, der er tilpasset tidens corona-restriktioner.

- Vi har blandt andet live streamet et modeshow, og rent lokalt har vi også gratis hjemmelevering på ordrer over 300 kroner. Man kan også bestille online og selv afhente i butikken.

- Når jeg lægger det hele sammen, så er det gået helt fint, og jeg kan bestemt ikke klage. Nu har jeg jo ikke nogen tal, som jeg kan sammenligne med fra tidligere år, men jeg er bestemt fortrøstningsfuld, og har da også bestilt varer meget optimistisk til de kommende sæsoner, fortæller Pernille, der allerede nu har planer om en happening, når coronaen – forhåbentligt i løbet af 2021 – slipper sit tag.

- Så sætter jeg et fadølsanlæg op og fyrer op i et par store tønder ude foran butikken, så man kan kaste sit mundbind på bålet og nyde en kold øl imens, erklærer Pernille Stender Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste