Billede beskrivelse

Frivillige søges til romantisk drama ved Mariager Fjord

Går ud rundt med en skuespiller i maven, så har du her i foråret chancen for at udleve drømmen i Hobro

28. januar 2022 kl. 11.48

Går du rundt med en skuespiller eller scenetekniker i maven eller har du bare lyst til at være med i processen omkring en stor professionel forestilling?

I så fald byder chancen sig nu på Himmerlands Teater i Hobro.

- Vi har brug for både amatørskuespillere og folk, der kan svinge en hammer, betjene en symaskine eller på anden måde er praktisk anlagte, annoncerer teaterleder Susanne Sangill.

Det lokale teater har én gang tidligere kastet sig ud i et lignende projekt.

Dengang - i sensommeren 2019 - endte forestillingen ”Ane - pigen der lagde Hobro i aske” med at blive en stor publikumssucces, og det har selvsagt været med til at give Himmerlands Teater mod på en gentagelse.

Billede beskrivelse

Planerne her i 2022 går på at præsentere forestillingen ”Frihed, lighed og laks”, som den prisvindende dramatiker Brian Wind Hansen netop nu er ved at lægge sidste hånd på.

Mens det i 2019 handlede om den altødelæggende brand i Hobro i 1813, udspiller handlingen i ”Frihed, lighed og laks” sig ved Mariager Fjord i begyndelsen af 1900-tallet. En tid hvor by og land smeltede sammen, industrialiseringen var i fuld fremmarch, bønderne kæmpede for ret og jord, og 1. verdenskrig lurede lige om hjørnet.

Også på den tid var der lokal konkurrence om, hvilken by der var vigtigst. Kvindesagen så dagens lys med Thit Jensen som en af de store stemmer, og det var med til at rykke ved bevidstheden hos datidens kvinder og ikke mindst deres mænd.

Afholdsforeningen og Indre Mission var samtidig med til at gøre livet besværligt for folk med et andet ståsted, og midt i dette inferno af mere eller mindre løjerlige og finurlige personager, står Hedvig og Jørgen med hver deres drømme og forventninger om en ny fremtid.

Hun er fra Hobro, mens han er fra Hadsund, og det i sig selv kan jo volde en del problemer, men mon dog ikke det i sidste ende lykkeligt, når ”Frihed, lighed og laks” til maj får premiere i Det Røde Pakhus på havnen i Hobro.

Rollerne som Hedvig og Jørgen spilles af professionelle, men til alle de mindre roller rundt omkring de to hovedpersoner skal der bruges lokale amatører, ligesom der også bliver brug for et større antal lokale frivillige bag kulisserne.

Interesserede kan høre mere ved et introduktionsmøde på Himmerlands Teater lørdag 12. februar. Her vil instruktør og teaterleder Susanne Sangill sammen med skuespiller og koreograf Ronny Sterlø fortælle nærmere om forestillingen og forløbet frem mod den planlagte premiere 5. maj.

Har man ikke mulighed for at deltage i mødet 12. februar kan man i stedet sende en mail til mette@himmerlandsteater.dk og fortælle, hvad man evt. kunne forestille sig at bidrage med.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste