Frivillige bryder naturlovene og gør parken grøn

06. juli 2024 kl. 11.01

ØSTER HURUP. Udefra betragtet ligner Fruerlundparken en nærmest umulig størrelse. Hør bare: Et 15 hektar stort naturområde med en tilhørende ganske betydelig bygningsmasse af træ, hvor opgaven består i at tæmme naturen, så aktivitetsmulighederne bevares, og holde parken klar og indbydende til årligt over 25.000 gæster.

Når der, som tilfældet er, kun er frivillige til at levere knofedtet, skulle man tro, at de er ved at segne. Men ikke desto mindre står formanden for foreningen Fruerlundparken, Poul Madsen, stadig op, og det samme gør det halve dusin øvrige frivillige, der bærer byrden. Men det har sin pris.

- Jeg arbejder selv cirka 40 timer om ugen. Min kone Mette lægger også en masse timer, blandt andet som den, der maler bygningerne. Vi bruger i nogle år op til 200 liter maling, fortæller Poul Madsen for nu at give et indtryk af opgavens omfang.

Billede beskrivelse

Belønningen for indsatsen kommer til gengæld i rigt mål med stort set konstant fremgang i de 16 år, der er gået siden foreningen og formanden overtog ansvaret. Både målt på aktiviteter og gæsteantal.

- Dengang havde vi cirka 5000 gæster om året og meget få arrangementer. I dag er vi fuldt booket fra sent forår til tidligt efterår, og gæsteantallet ligger på omkring 25.000, fortæller Poul Madsen.

Billede beskrivelse

Corona-tiden får mange til at bande i det stille. Poul Madsen kunne med fuld ret skrige af frustration.

- Før corona var vi op imod 15 frivillige, nu er vi under det halve. Og frafaldet har vi ikke kunnet indhente siden. Det er meget svært at få nye kræfter ind. Folk har travlt, og så tror jeg også, at mobilskærmene tager så meget af folks tid, at de simpelthen ikke orker at komme ud i den friske luft og give et nap med, siger Poul Madsen.

Forhistorien bag Fruerlundparken

En kreds af lokale investorer, heriblandt Thure Barsøe-Carnfeldt, stod bag åbningen af Øster Hurup Sommerland i 1984. Det kom aldrig til at løbe rundt og lukkede i løbet af få år.

Efter at have ligget stille hen blev arealet midt i 1990'erne overtaget af Hadsund Kommune som et led i flere ejendomshandler. I 1998 fik en gruppe borgere på initiativ af blandt andet daværende skoleinspektør på Øster Hurup Skole, Allan Krone, råderet over området, mod at Hadsund Kommune ikke fik udgifter til driften. De dannede foreningen Fruerlundparken Øster Hurup, der i dag står for vedligehold og udvikling af parken.

Økonomien er stram, men i balance. Når større opgaver kræver professionel bistand, må man dog ofte trække vejret nogle gange for at få råd til dem.

- Jeg sagde fra start, at jeg ikke ville gå på kompromis med økonomien. Det betyder, at vi har kapital til at undvære indtægter i et helt år, siger Poul Madsen, og den forudseenhed fik man i den grad brug for, da coronaen fejede benene væk under samfundet. I Fruerlundparken betød det et næsten totalt ophør af aktiviteter og indtægter.

Men i modsætning til dengang man overtog parken som ren naturpark, har skiftet til aktivitetspark på den ene side krævet langt mere arbejde, men omvendt også mulighed for at søge fondsmidler. Det er ikke mange tusinde, man høster på den konto, men i især et tilfælde har man fået kæmpe opbakning.

- Oprensningen af søen i 2009 kostede over en halv million kroner, som blev betalt fra A.P. Møller-fonden. Vi kørte 6 containerfulde affald væk. Siden har vi gentaget arbejdet en gang om året, men nu er det en helt anden snak. Vi kan nøjes med tre trailerfulde, fortæller Poul Madsen.

I 2009 rådede man kun over en petanquebane. Siden har man udvidet med fire krolfbaner, og aktivitetsmulighederne er blevet flere. Og der er taget højde for næsten alle eventualiteter.

-Vi er forsikret mod brand og personskader blandt de frivillige og gæster. Ellers ville vi risikere at stå med en et kæmpe erstatningsansvar, hvis noget går galt. Det koster noget, men det er rat ikke at spekulere over det, siger Poul Madsen.

Også i forhold til klimaforandringer og stigende energipriser har man oprustet.

- Vi benytter luft-til-luft opvarmning og har også sat solceller op, så vi er for det meste CO2-netutrale eller ligefrem i plus, siger Poul Madsen.

Så på flere måder tegner fremtiden lysegrøn for Fruerlundparken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste