Forsøgsprojekt er færdigt - nu står muren klar
Den nye kunstmur på Mariagerfjord Gymnasium i Hobro er blevet indviet og klar til åbent skue
Projektet kaldet "Mærket", som er en del af forsøgsprojektet "Kunst i livet", står nu færdigbygget på Mariagerfjord Gymnasium, så elever og lærere på skolen samt alle forbipasserende kan kaste blikket på det nye kunstværk.
- Jeg synes, det er blevet et rigtig flot og fantastisk kunstværk, der er blevet skabt med vores elever, siger Søren Urup, som er rektor på Mariagerfjord Gymnasium.
Projektet blev sat i gang for et år siden 28. august 2020 og havde til formål at undersøge, hvordan kreative og kunstneriske fag kan give eleverne mere glæde og overskud i deres hverdag.
Læs mere om forsøgsprojektet og tankerne bag kunstmuren her.
En samlet indsats
Kunstmuren er blevet gennemført i et samarbejde mellem Mariagerfjord Gymnasium, Mariagerfjord Kulturskole, Mariagerfjord Kommune, Himmerlands Teater med følgeforskning fra Aalborg Universitet.
Projektet er finansieret af Region Nordjylland, og i forbindelse med indvielsen fik rektor Søren Urup overrakt 150.000 kroner af Poul Søndberg, som er formand for Jutlander Fonden Hobro til støtte af kunstværket.
Men projektet har også haft en del andre medspillere på holdet.
- Vi har ikke kunne gøre det alene. Alle kan se, at det ikke er en almindelig mur, og det har krævet dygtigere murer, siger rektor Søren Urup.
Han fremhæver især samarbejdet med Vindø Teglværk som en kæmpe hjælp.
- En af de store medspillere har været Vindø Teglværk, som har doneret alle stenene og lagt hus til. Det er hos dem, eleverne har siddet og arbejdet med indgravering af stenene. Så et kæmpe stort tak til dem, siger Søren Urup.
Forbløffende resultat
Ida Momme var én af de elever, der har været med til at forme resultatet. Ifølge hende er resultatet over alle forventninger.
- Jeg havde tiltro til Vibeke og murerne, men den er blevet meget flottere, end hvad jeg havde forventet. Det ligner jo en rigtig mur, siger hun.
Hun har sammen med mange andre elever indgraveret haiku-digte i teglstene, som de selv har valgt.
- Det er ret vildt, at vi har siddet med murstene, som var helt rå og bløde, hvor vi kunne gøre lige præcis, hvad vi ville. Og nu er de blevet en del af en solid mur, fortæller Ida Momme, som er på sit sidste gymnasieår.
Også rektor Søren Urup er imponeret af det færdige resultat.
- Form og farver passer perfekt ind sammen med vores flotte, gamle skole. Muren står her foran skolen med et budskab, der fortæller om et fællesskab med plads til alle, uanset hvem man er, og hvordan man er.