Billede beskrivelse

Forrygende første gymnasiedag

18. august 2017 kl. 05.55

HOBRO: Farverige velkomstskilte og store smil lyste op i morgendisen, da Mariagerfjord Gymnasium onsdag morgen bød 270 nye elever velkommen.

Tutorerne havde været tidligt oppe for at tage godt imod de mange nye elever på deres første skoledag.

Efter fælles velkomst forsvandt de nye elever sammen med deres klasse, teamlærere og tutorer for at lære hinanden og skolen lidt bedre at kende.

Opkomlingene blev kastet ud i navnelege og fik en masse information om gymnasielivet.

Siden måtte de lede efter deres borde, som de ældre elever traditionen tro havde taget i spisepausen.

Sidst på dagen blev de nye sendt på fotosafari, hvor de skulle fange flest billeder på 30 minutter.

Et billede af "to personer i et træ" udløste 5 point, mens "et gruppebillede med en sekretær" gav 50 point.

Snart vrimlede gangene med forvirrede, men glade førsteårselever - isen var brudt, og snakken gik livligt, mens mobilerne knipsede point.

Fire elever fra ’grundforløbsklasse 5’ indrømmede, at de havde været nervøse, da de kom til gymnasiet i morges.

- Det har været spændende og nervepirrende at møde så mange nye mennesker. Men de har været gode til at få os i gang med at lære hinanden at kende. Vi har fx givet hinanden massage og leget en hel masse navnelege, fortalte eleverne - og ja, de kunne sagtens huske hinandens navne: - Sebastian, Freja, Kalle og Astrid.

Første skoledag sluttede med præmieoverrækkelse til den klasse, der havde samlet flest point på fotosafarien.

Fredag holder eleverne ryste-sammen-dag. Med flere sjove aktiviteter på tværs af af klasser.

Om aftenen spiser man sammen, inden samtlige skolens elever kaster sig ud i introfesten.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste