Fornyelse på vej i Hadsunds ældste forening: Nu vil de skabe bedre rammer for bosætning og udvikling af byen
i 136 år har der været liv i Hadsund Håndværker- og Borgerforening.
I de seneste år har Håndværker- og Borgerforening især engageret sig i at lave aktiviteter for ældre borgere i Hadsund. Det skal foreningen stadig gøre, men samtidig skal foreningen igen til at have mere fokus på at medvirke til udvikling i Hadsund. Foreningen har derfor formuleret en ny vision, som lyder:
”Skabe bedre rammer for bosætning og udvikling ved at understøtte lokale initiativer og rammer for lokalt engagement”
For at opfylde visionen er der kommet nye kræfter i bestyrelsen.
- Vi blev i Håndværker- og Borgerforeningen meget glade, da vi fik henvendelse om, at der var nogle yngre kræfter, som ville engagere sig i foreningen og skabe den nødvendige fornyelse. Så det er meget positivt, og den tidligere bestyrelse fortsætter i en undergruppe, som skal stå for de mange aktiviteter, som vi i dag har for især ældre medborgere. Og så skal de nye bestyrelsesmedlemmer koncentrere sig om at skabe nye aktiviteter til gavn og glæde for Hadsund og omegn. Det bliver rigtigt spændende at følge. Jeg kan kun opfordre alle nuværende medlemmer om at bakke op og opfordre alle, som vil medvirke til udvikling i Hadsund, om at melde sig ind i foreningen, siger den mangeårige formand Leif Ringkær i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen består af syv mand og ved den netop overståede ekstraordinære generalforsamling er der blevet valgt fem nye bestyrelsesmedlemmer. Den mangeårige formand Leif Ringkær fortsætter som bestyrelsesformand, mens Marianne Ladefoged er valgt som ny næstformand. Kristian Willadsen er ny kasserer og Lene Kolding Abrahamsen er ny sekretær. Herudover er Karen Østergaard og Claus Jensen nyvalgte bestyrelsesmedlemmer, mens Jørgen Simonsen er genvalgt.
Den nyvalgte næstformand Marianne Ladefoged glæder sig til at komme i gang med arbejdet og siger på vegne af de nye i bestyrelsen:
- Vi har stor respekt for det arbejde, som Håndværker- og Borgerforeningen har lavet gennem tiderne. Det har været med til at udvikle Hadsund fra et lille færgeleje til den moderne by, som vi kender i dag. Men vi kan jo ikke hvile på laurbærrene, så det er vigtigt, at os som er aktive i byen nu, tager stafetten og sætter nye mål. I første omgang er det vigtigt for os at styrke foreningen. Det skal vi gøre ved at få flere private medlemmer, ligesom vi vil lave e ny type medlemskab i form af virksomhedsmedlemsskaber. Og så er det meget vigtigt for os at få et tæt samarbejde med Kommunen og de lokale Byrådsmedlemmer, så vi af den vej kan være med til at påvirke og give indspark til det, som betyder noget for udviklingen i Hadsund.
Den nye bestyrelse har holdt de første møder, og er ved at lægge sidste hånd på en plan for, hvorledes foreningen får nye medlemmer og skaber rammerne for en forening, som kan samle alle gode kræfter i Hadsund og omegn.