Billede beskrivelse

Fornyelse af Bies Have tættere på

Arbejdsgruppe tæt på endelig accept fra kommunen

23. juni 2017 kl. 06.20

HOBRO: De er ved godt mod i øjeblikket, medlemmerne i arbejdsgruppen vedrørende H. I. Bies Have i Hobro.

Mariagerfjord Kommune har nemlig stillet sig positive over for gruppens ønske om at renovere den fredede del af Bies Have, H. I. Bies prydhave og tage haverummet tilbage til sin oprindelig engelske havestil fra slutningen af 1800-tallet.

- Vi har haft flere møder med forvaltningen, og nu er vi ved at være tæt på en endelig accept fra kommunen, fortæller Søren Frederiksen, næstformand for arbejdsgruppen.

- Kommunen kan ikke bidrage økonomisk, og vi har aftalt med forvaltningen, at det bliver os i arbejdsgruppen, der vil stå for at søge midler udefra. Så det bliver os, der gennemfører projektet, men når det er gjort, overdrager vi ansvaret for vedligeholdelsen af haven til kommunen. De holder jo i forvejen den ikke-fredede del af haven, siger Søren Frederiksen.

Allerede i 1986 blev den del af Bies Have, der i dag rummer spillestedet Ishuset, fredet.

Gendannelsen af haverummet vil bygge på tegninger som daværende Hobro Kommune i 1999 bestilte af den nu afdøde landskabsarkitekt Ib Asger Olesen. Haveplanen kom på budgettet samme år, men blev aldrig realiseret.

For halvandet år siden tog arbejdsgruppen vedrørende H. I Bies Have så sagen i egen hånd for at få haven tilbage til sin engelske stil med de buede gange og havens oprindelige planter.

Når havens arbejdsgruppe får den ventede godkendelse fra kommunen, går de i gang med at søge fondsmidler.

- Vi skal have lavet en folder med billeder af den oprindelige have og Ib Asger Olesens tegninger, som vi kan sende ud, siger Søren Frederiksen.

I forbindelse med renoveringen ønsker arbejdsgruppen at genskabe det lille lysthus, som stod i haven ud til Vesterfjord frem til 1990’erne, hvor det pludselig forsvandt.

Søren Frederiksen har tidligere efterlyst fotos og andre oplysninger om det gamle lysthus hos borgere i Hobro og omegn.

- Men nu er jeg lykkedes med at finde en del billeder af huset på bymuseet, som vi kan sende med, når vi søger fondsmidler, fortæller han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste