Forår og sommer kom med Fyrkat-premieren
Formand for Fyrkatspillet, Michelle Møller Danum, er stolt af sit team
Vejrmæssigt har det været et noget tvivlsomt forår med mere regn og blæst end forårslune.
Derfor har premieren på årets Fyrkat-spil, Orm og Guldfugl, også været imødeset med en vis nervøsitet, da aktørerne for første gang i spillets historie i år er rykket udenfor Fyrkathuset, for at publikumsforholdene på den måde kan leve op til de gældende corona-restriktioner.
På den baggrund var det helt optimalt, at årets første rigtige forårsdag meldte sin ankomst på premieredagen i fredags, mens det jo nærmest blev sommer om lørdagen.
- Det er helt perfekt timing, lyder det efterfølgende fra formand for Amatørteatret Fyrkatspillet, Michelle Møller Danum, der samtidig var meget glad for premieren.
- Optakten til spillet har jo været markant anderledes i år. Vi mødtes første gang i april måned, og det jo er et par måneder senere end normalt. Indtil vi måtte mødes, har vi øvet individuelt, og prøverne er foregået digitalt.
- Men det klappede flot til premieren, og jeg er stolt af teamet, lyder det fra Michelle, der håber at det gode vejr nu også får endnu flere til at købe billetter til årets forestilling.
- Det dårlige vejr i ugerne op til forestillingen har helt sikkert fået mange til at vente lidt med at købe billetter, men nu håber jeg, at folk er friske på at komme og se forestillingen. Som noget nyt har vi i øvrigt også et par midnatsforestillinger i år, annoncerer Michelle Møller Danum.
Stykket ”Orm og Guldfugl” blev i sin tid skrevet til Fyrkatspillet af nu afdøde Ebbe Kløvedal Reich.
Handlingen i forestillingen udspiller sig i 986, lige før og efter, at Harald Blåtand døde, og Svend Tveskæg afløste ham som danernes konge.
På det overordnede plan handler ”Orm og Guldfugl” om overgangen fra asetro til kristendom - og om de indbyrdes stridigheder mellem Harald Blåtand og Svend Tveskæg i den forbindelse.
På det mere jordnære plan er stykket en fortælling om Hobros undfangelse, om hverdagsliv for over 1000 år siden - og om håbløs kærlighed mellem to unge af forskellig tro.
Med undtagelse af mandage spiller ”Orm og Guldfugl” til og med lørdag den 12. juni.
Se mere på www.fyrkatspillet.dk