Fodboldklub scorede kassen

Yderligere godt 600.000 kr. fordelt fra Sparekassen Hobro Fonden

18. august 2017 kl. 13.12

HOBRO: Godt 600.000 kroner - fordelt på 15 spændende projekter.

Det blev det helt kontante slutfacit af det seneste bevillingsmøde i den store lokale, velgørende fond, Sparekassen Hobro Fonden.

- Vi behandlede på mødet i alt 20 ansøgninger, og af disse var der altså 15 der nød fremme.

- Sammenlagt har vi her i 2017 haft ikke mindre end 93 ansøgninger at tage stilling til, og af disse har de 71 fået støtte, opregner Sparekassen Hobro Fondens formand Poul Søndberg.

Mindste bevilling i denne omgang var på 8.000 kr. og tilfaldt Den Kommunale Pensionistklub i Hobro.

Topscorer blev IK Rosendals Kunststofbane projekt til indkøb af måltavle og udskiftningsbokse m.m., som Sparekassen Hobro Fonden valgte at støtte med 220.750 kr.

Helt præcist blev der i denne ombæring uddelt 626.087 kr.

De øvrige 13 støttemodtager var: Hvornum Landsbyråd, 20.000 kr., Hadsund Badmintonklub, E-sport, 50.000 kr., Biecentret, Hobro, 100.000 kr., Madam Blå, Hobro, 20.000 kr., Viby IF Basketball, 11.000 kr., Hobro Medborgerhus, 32.263 kr., KunstBoxen, Mariager, 11.300 kr., Frivilligcenter Mariagerfjord, 8.075 kr., Hobro Svømmeklub, Synkro, 12.000 kr., Døstrup Børnehus, 30.000 kr., Kærnegruppen DDS, Hobro, 38.699 kr., Hobro Garden, 50.000 kr. og Oue Idræt & Kultur, 14.000 kr.

Efter årets første fem uddelinger har Sparekassen Hobro Fonden i alt uddelt godt 2,5 millioner kroner i 2017. Siden uddelingsstarten i 2015 har Sparekassen Hobro Fonden nu uddelt godt 13 mio. kroner til foreningslivet i Sparekassen Hobros tidligere virkeområde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste