Billede beskrivelse

Fodboldglæde i fri udfoldelse

Der blev lagt stor træningsiver for dagen, da fodboldungdommen tirsdag igen blev sluppet løs på boldbanerne i Als

10. marts 2021 kl. 12.32

Fodboldstøvlerne slider nu igen græsset - blandt andet på træningsbanerne i Als.

Det var i første omgang fodboldungdommen, der tirsdag sent på eftermiddagen indledte den udendørs træning på østkysten.

Billede beskrivelse

Indtil 25 personer må efter de nye corona-restriktioner samles til fysiske aktiviteter udendørs, og til tirsdagstræningen i Als var der mødt det maksimale antal.

Spillerne blev inddelt i et par grupper under kyndig vejledning af et par unge trænere, og det var tydeligt at se, at de unge mennesker havde glædet sig til igen at komme på græs.

Der blev lagt stor træningsiver for dagen, og udover den rent fysiske træning blev der også tid til leg med bolden.

Billede beskrivelse

Ungdomstræningen foregik i regi af ASV, som er en overbygning på boldklubberne i Als, Skelund, Veddum og Ø. Hurup.

Mens fodboldaktiviteterne har ligget stille, har man i Als benyttet lejligheden til at bygge en terrasse vest for klubhuset ud mod træningsbanerne, hvor spillere og ledere kan hygge sig.

Ligeledes er der bygget en overdækket terrasse ved klubhuset ud mod opvisningsbanen.

Håbet i den østligste del af Mariagerfjord Kommune er, at der snart kan åbnes helt op, så egnens fodboldspillere får mulighed for at gennemføre traditionel træning og spille 11-mands fodbold igen.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste