Flot, festligt og fredeligt: Arrangør kan ikke få armene ned
HOBRO: Fire dage med musik, fest, samvær og skønt sensommervejr sluttede søndag aften, hvor Hobro Borgervæbnings kanonsalut traditionen tro formelt markerede afslutningen på Ambufesten 2024.
Det hele startede torsdag med den store Open Air koncert, hvor i underkanten af 3.000 publikummer oplevede energiske Zar Paulo, Emili Dot, Magtens Korridorer, Folkeklubben og Suspekt - sidstnævnte leverede den største produktion og det største show i Ambufestens historie.
Produktionen blev behørigt tilsat hårdtslående musik og tekster, hvor man egentligt var glad for, at det var pænt over de fleste børns sengetid.
Udsolgt igen, igen
Fredag var publikumsantallet fordoblet, da 6.000 - lig med totalt udsolgt – havde sikret sig billet til en gigantisk musikfest med navne som Gilli, Topgunn, Ida Laurberg, Ude af kontrol, Italobrothers, Gobs, Hedegaard, Uro og Rakkerpak.
Det var 3. år i træk, at Ambufesten måtte melde totalt udsolgt til Open Air fredagskoncerten.
Lørdag var der massevis af aktiviteter – blandt andet 20-års jubilæumsfest i Ambus Hvile med spisning, musik og dans, samt totalt udsolgt til ”Bøf & Bajer” i Ambu Kroen, samt mange andre festlige indslag i dagens løb.
Helt uden problemer
Søndag stod den primært i børnenes tegn, blandt andet med børnekræmmermarked, fægteshow og ikke mindst Onkel Rejes ”skide skøre show”, der blev et stort trækplaster hos børn og barnlige sjæle.
Søndag bød også på korkoncerter med Mariagerfjord Kulturskoles mange forskellige kor, middagsgudstjeneste og udtrækning af rejsegavekort på 10.000 kroner til en heldig vinder.
- Det har været endnu en fantastisk Ambufest med en superflot opbakning, nogle fantastiske musikalske oplevelser og så i øvrigt helt uden problemer. Politiet, der har været til stede på Ambupladsen, melder om at det har været helt og aldeles fredeligt, hvilket trods alt er imponerende, når der fredag aften er samlet 6.000 primært unge mennesker et sted, lyder det fra Søren Greve fra Ambufesten.