Flere tusinde til "Musik på havnen" i sommervarmen

Hobro-sejr udløste dagens største jubelbrøl i Øster Hurup

29. maj 2017 kl. 12.46

ØSTER HURUP: Det største jubelbrøl ved det store arrangement, Musik på havnen i Øster Hurup, lørdag, lød, da der sent på eftermiddagen fra scenen blev bekendtgjort, at Hobro IK havde vundet oprykningskampen mod Vendsyssel FF med 1-0. Det blev ved mange af bordene fejret med en ekstra fadøl.

Det bliver vanskeligt at sætte ny publikumsrekord ved det efterhånden traditionelle årlige musikarrangement. Uden at nogen kan sige, hvor mange mennesker, der var på havnen i løbet af lørdagen, vil alle givet skrive under på, at det blev til flere tusinde tørstige mennesker i sommervarmen. Der var ingen billetter eller kontrol. Folk kom og gik.

I fadølsbaren i det ene hjørne af pladsen blev fustagerne skiftet ud med korte mellemrum.

Løjerne blev indledt sent fredag eftermiddag, hvor tre bands var på scenen, og da var der også tæt pakket med mennesker på borde-bænkesættene.

Straks fra lørdag formiddag, hvor der først blev budt på kaffe, var der fyldt ved bordene, og der kom hurtig stemning, da det lokale Als-Øster Hurup Kirkekor gik på scenen og serverede en række populære numre.

Tilskuerne blev flere og flere efterhånden som solen kom højere på himlen, og mange måtte tage til takke med en ståplads.

Adskillige lystbåde var søgt i havn, og herfra havde besætningerne første parket.

Der var også arrangeret gratis havnerundfart. En stor gummibåd, der pr. tur kunne rumme en halv snes mennesker, havde travlt.

Selv om der blev drukket mange fadøl, forløb arrangementet roligt.

De indskrevne lokale, bredskuldrede unge mænd, der optrådte som sikkerhedsvagter, havde en rolig dag, der sluttede ved 20-tiden, hvor det også ebbede ud i publikum, men det blev alligevel sent, inden arrangørerne kunne sige farvel og tak til de sidste.

Der var i forhold til det trykte program en enkelt ændring. Publikum, der var kommet for at høre borgmester Mogens Jespersen spille basguitar i gruppen Recycle Band blev skuffede. Borgmesteren var tidsmæssigt kommet i klemme. Han og bandet skulle på scenen og spille kl. 12.40 og underholde publikum frem til 13.25, men den kommunale førstemand havde også lovet at komme til oprykningskamp i Hobro med opstartet kl. 15, og det ville komme til at knibe med at nå fra det østligste punkt i kommunen til det næsten vestligste, og derfor blev bandet rykket frem til om formiddagen.

Med til at gøre Musik på havnen til en stor succes var vejret, over 20 grader på kajen og ikke en vind, der rørte sig.

Arrangørerne, havnen og Event Øster Hurup var tilfredse, og der var flere tusinde mennesker også.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste