Flere knuste bilruder: Politiet opfordrer til at anmelde
Nordjyllands Politi har anholdt en ung mand, der kan have sammenhæng med sagen
Hvis du har haft din bil parkeret på Banegårdspladsen på Hobro Station de seneste dage, er det med at være ekstra opmærksom.
Nordjyllands Politi oplyser onsdag formiddag, at flere af bilerne har fået knust deres ruder.
Onsdag morgen har politiet fået én anmeldelse fra en bilejer, der fandt sin bil med knust rude. Anmelderen oplyser, at der er tale om flere biler, der har lidt samme skæbne.
Politiet har været på stedet, men har endnu ikke et præcist tal på, hvor mange biler der er ramt af hærværket. Det vides heller ikke med sikkerhed, hvornår ruderne er blevet knust, men politiet anslår, at det er sket natten til onsdag.
- Der er stadig flere forhold, der ikke er anmeldt, så det vil vi klart opfordre til, at man gør, såfremt man kan konstatere, der enten har været ydet hærværk eller været indbrud i sin bil på stationen i Hobro, udtaler politikommissær Ann-Britt Miller.
Hun fortæller, at politiet er på sagen, og at de onsdag morgen anholdt en 18-årig mand fra Hadsund, som de mistænker for at have forbindelse til hærværket.
- Vi anholdt manden onsdag morgen, da vi fik en anmeldelse kl. 6.15 om, at der var indbrud hos FGU Himmerland i Hobro. Det viste sig, at samme vi antraf samme mand i nat kl. 2.00 på Hobro Station, hvorfor vi ikke kan afvise, at det hænger sammen med det, der er sket på nogle af bilerne.
- Vi har som sagt anholdt ham, men han er ikke blevet afhørt endnu, siger Ann-Britt Miller.