Fjordfestivalen i Hobro trækker stikket
HOBRO: Efter sammenlagt 25 år med Fjordfestival - først som havefest I Rørholmsgade og siden 2004 i Det Røde Pakhus - er det nu endegyldigt slut med ”årets voksenfest” i Hobro.
Komiteen bag Fjordfestival har valgt at ”trække stikket”, og derfor vil der fremover ikke længere være festival den første lørdag i oktober i Det Røde Pakhus i Hobro. Det skriver de i en pressemeddelelse.
De har siden 2004 været den samme gruppe på syv personer, som har arrangeret Fjordfestival for det voksne publikum i Hobro.
- Det der egentlig startede som en festival, der måske skulle køre nogle få år, endte med at blive en fantastisk serie af uafbrudte festivaller, der sluttede med sidste års festival.
- Det havde vi aldrig drømt om skulle vare ved så længe! Men vi har haft et så stort og trofast publikum, som år efter år har været med til at feste med os, så vi har simpelthen ikke kunnet slippe den altid gode fest og stemning vi har haft i pakhuset.
- Men nu er vi blevet enige om, at tiden er den rigtige til at begrave Fjordfestivallen, skriver komiteen.
Komitéen fremhæver, at der heldigvis er masser af tilbud til musikglade hobroensere: Ambufest med koncerter, koncerter på DS Arena, jazz på havnen og ”Livemusik i Hobro” i Ishuset.
Komitéen slutter med en tak til alle de mennesker, der har været med som frivillige til at hjælpe - både som konferencier, til opsætning før festival, i bar/indgang til festivallen og til nedtagning efterfølgende.
Også tak til de mere end 100 artister der sammenlagt har spillet til Fjordfestival. En særlig tak skal lyde til ”husorkestret”, det lokale band Starturn, som har været et musikalsk og stemningsmæssigt højdepunkt.
I Lyd-Brian har man igennem alle årene haft en sikker ”sidste skanse”, der har haft styr på lyd og lys. Også Ambu-festen har de samarbejdet godt med, mens Menu i Hobro har været det foretrukne indkøbssted.
- Til allersidst vil vi endnu engang sige kæmpe tak til alle der har været med som gæster til Fjordfestival. Vi har haft verdens bedste gæster! skriver komiteen i pressemeddelelsen.