Sidste års tøndeslagning gav et rykind i Hadsund Butikscenter. Det håber aktivitetsansvarlig, Jan Vestergaard, sker igen.
Privatfoto
Fastelavn i Hadsund Butikscenter
HADSUND: Fredag holder Hadsund Handel fastelavn i Butikscentret.
To tønder bliver hængt op, hvorefter kattekongen og -dronningen fra klokken 15 skal findes blandt de - forhåbentlige - udklædte børn.
De to kategorier med lille og stor tønde skiller ved syv år, og går det som de sidste år, bliver der lange køer ved begge kategorier.
- Der vil ligeledes være præmier til de to bedst udklædte, så vi håber at se et fyldt Butikscenter på fredag, siger aktivitetsansvarlig Jan Vestergaard.
Hadsund Handel har sat ekstra sejl til, for at det skal blive en familiebegivenhed, og derfor er der gratis kaffe til de voksne og saftevand til både børnene, mens der også er fastelavnsboller til alle udklædte, der deltager i tøndeslagningen.