Farvel til bank efter 42 år
HADSUND: Erhvervsrådgiver Bente Kristensen, Korsholmvej 5, 9574 Bælum har, efter 42 års ansættelse, valgt at gå på efterløn og fratræder sit job i Spar Nord Bank, Hadsund.
Bente startede tilbage i 1975 i Sparekassen Nordjylland, nu Spar Nord Bank A/S. I sin mangeårige karriere har Bente Kristensen været i flere af bankens afdelinger og har gennem en årrække været chef for bankens erhvervsafdeling i Terndrup. Herefter gik turen til bankens landbrugscenter Himmerland som landbrugsrådgiver, og siden 2013 har Bente Kristensen været Erhvervsrådgiver i Hadsund-afdelingen.
Den lange karriere indenfor erhvervslivet har naturligt medvirket til mange kunderelationer samt et stort og alsidigt netværk.
Bente Kristensen har sidste arbejdsdag 29. september. På dagen vil der være mulighed for at kigge forbi afdelingen i Hadsund om eftermiddagen for at hilse på og nyde et lille glas.