Fællessang, Falck og Die Herren

24. juni 2018 kl. 09.34

MARIAGER: Fællessang, Falck, die Herren, danseorkester og en lokal verdensstjerne - musikforeningen Rytmus i Mariager er klar med et bredt og alsidigt udbud af koncerter i Den Gamle Biograf i de kommende måneder.

Rytmus lægger ud med at gentage succesen fra sidste år med et musikalsk åbent hus en søndag eftermiddag - datoen er 16. september.

Tre musikere fra Himmerlands folkemusikskole, Klaus Pindstrup, Stefan Groot og Klaus Thrane, vil sammensætte et spændende program ud fra, hvem der møder op.

Konceptet er, at man møder op med sit instrument og sin stemme og bliver inviteret på scenen sammen med andre musikalske sjæle.

Sidste år havde Rytmus fuldt hus til en sjov eftermiddag, hvor ingen vidste, hvad der kunne ske.

Til oktober kommer Michael Falch og optræder solo.

Gennem 20 år er Michael Falchs koncerter blevet berømmede for en vekslen mellem bevægende livshistorier og løssluppen intensitet i sange, hvoraf en flere er blevet en del af den store danske sangskat - "Mød mig i Mørket", "I et land uden høje Bjerge", "Superlove", "Ud af Mørket" og "Den Eneste i Verden".

Die Herren kommer i november. Har man først været til en Die Herren koncert, er man ikke i tvivl om, at det er værd at komme til igen, lyder anbefalingen fra Rytmus.

Fra første strofe er der tryk på og højt humør. Die Herren har en magisk evne til at trække publikum med sig ind i deres intense performance og forrygende sceneshow. Oplevelsen er unik, også selv om man ikke er U2-fan.

Silas Holst & The Flamingo Orchestra kommer i januar, og der bliver mulighed for at spise, inden musikken går i gang.

Det nyligt sammensatte band med garvede musikere, spiller alt lige fra Otto Brandenburg til Rick Astley - Fra Soft Cell til Danseorkesteret, og de lover fed stemning i nostalgiens tegn.

Endelig kommer den lokale verdensstjerne Emmelie de Forest med sit band til februar. Emmelie kommer med nye sange, men selvfølgelig skal hendes vindersang "Teardrops" fra det europæiske melodi grand prix i 2013 genopfriskes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste