Billede beskrivelse

Erhvervspris gik til PowerCon

26. april 2018 kl. 11.55

HADSUND: Hadsund Rotaryklub har en mangeårig tradition for én gang årligt at uddele "Hadsund Rotaryklubs Erhvervspris" til en virksomhed, der på en eller anden måde har gjort sig bemærket til gavn for lokalområdet.

Den tradition blev heller ikke brudt i 2018, hvor prisen forleden blev uddelt til firmaet PowerCon A/S, der har til huse på Fabriksvej i fjordbyen.

Virksomheden blev etableret i 2009 af Kim B. Larsen og Allan H. Jørgensen, der begge er ingeniører fra Aalborg Universitet og har mange års erfaring fra vindmølleindustrien.

I 2012 kom også maskiningeniør Peter Knudsen ind i firmaet, og det var ham, der forleden modtog Erhvervsprisen på vegne af ledelse og personale.

PowerCon A/S var oprindeligt specialiseret i at udvikle, designe og producere prototyper af frekvensomformere til vindmøller, men i 2016 designede og producerede firmaet sit første 1,4 megawatt landstrømsanlæg til Kristiansand Havn, efter at have vundet licitationen i konkurrence med otte andre firmaer.

Kristiansand-anlægget var det første maritime landstrømsanlæg, PowerCon A/S har produceret, men siden er der også leveret anlæg til f.eks. Samsø færgen, og Hadsund-virksomheden ser i fremtiden et stort marked for udvikling af landstrømsanlæg til bl. a. krydstogtsskibe.

PowerCon A/S tæller i dag 25 medarbejdere i Hadsund og fem-seks i Århus.

Med "Hadsund Rotaryklubs Erhvervspris" fulgte foruden æren et diplom og 5000 kroner. Penge, som ifølge Peter Knudsen netop er øremærket til en sommerfest for personalet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste