Endelig kan pigerne i Fyrkat Q påny dyrke sammenholdet

Det eneste, der nu snart mangler, er tilskuere til kampene

14. april 2021 kl. 08.33

Året 2020 har været et år med mange op og nedture for Fyrkat Q, som er et samarbejde om pigefodbold mellem klubberne IF Jarl Arden, Hobro IK, Mariager IK og Valsgaard IF.

Corona-virussen satte i marts måned en stopper for fodbolden og det fællesskab, pigerne havde opbygget.

Heldigvis blev der igen åbent op for træning og kampe hen over sommeren, og til trods for nedlukningen har der været en fremgang af spillere i de fire klubber, der er en del af pigefodboldsamarbejdet.

Sammenholdet blev igen sat på prøve, da anden nedlukning ramte.

Trænerne blev nødt til at tænke ud af boksen i forhold til træning og hvordan pigernes sammenhold forblev intakt, og her kom de sociale medier for alvor i brug.

Pigerne lavede blandt andet julehilsener og sendte videoer ind, hvor de spiller bolden videre, disse blev klippet sammen og delt på de enkelte holds Facebook- og Instagramsider.

Samtidig blev der holdt virtuelle træninger, hvor fokus blev lagt på styrke-, balance- og stabilitetstræning og udholdenhed, som kunne være gennem interval- eller distanceløb, ligesom der var fokus på skadesforebyggelse.

Her i april 2021 er pigefodbolden heldigvis tilbage med masser af udendørs aktivitet.

Med et forsamlingsloft på 50 personer er det nu igen blevet muligt for Fyrkat Q at byde på træning og kamp, som alle kender det. Dog med den forskel, at det indtil videre ikke er tilladt med tilskuere til kamp!

Herunder følger en status for de enkelte hold under Fyrkat Q-paraplyen, indsamlet af Claus Larsen og Eva Ravn fra Fyrkat Q-samarbejdet:

U11:

Lige nu opleves der stor tilgang på årgangen, der snart runder 30 fodboldglade piger, som træner to gange om ugen – en gang i Arden og en gang i Valsgaard.

Pigerne bliver tilmeldt i 8-mands turneringen, med 1–2 hold, afhængig af antallet af piger. I vinterhalvåret deltager U11-årgangen i kunstgræsturneringen under DBU, ligesom U11-pigerne også træner indendørs en gang om ugen i det omfang, de har lyst. Her tilmeldes også hold til turneringer og Cups.

Pigerne har været fantastiske til at indstille sig på, at man nu spiller sammen på tværs af klub-regi. Alt i alt fungerer det både fodboldmæssigt og socialt perfekt på U11.

U12/13:

På U12/13-årgangen er der ca. 30 piger, der troligt møder til træning to gange om ugen – en gang i Mariager og en gang i Hobro. Pigerne er tilmeldt med et 11-mandshold og et 8-mandshold for at give så mange som muligt mulighed for at deltage i turneringsfodbold. I vinterhalvåret spilles der indendørsfodbold, og futsal er også ved at blive introduceret.

Generelt tæller årgangen nogle glade piger, der er fantastiske til at tage sig af hinanden på tværs af skoler og fodboldfagligt niveau.

U14:

U14-årgangen tæller 15 piger, der har mulighed for at træne tre gange om ugen, i henholdsvis Hobro, Valsgaard og Arden. Træningerne er præget at høj intensitet og seriøsitet. Pigerne er tilmeldt med et 11-mandshold. I vinterhalvåret spiller de både indendørsfodbold og futsal.

Holdet, som er et nyt sammenspillet hold, har udviklet sig enormt spillemæssigt og er kendetegnet ved et unikt sammenhold og kammeratskab.

U15:

På U15-årgangen er der 12–14 piger, der træner to gange om ugen, en gang i Valsgaard og en gang i Arden. Pigerne er tilmeldt med et 11-mandshold. I vinterhalvåret spilles der også indendørsfodbold.

Sammenholdet blandt pigerne er supergodt. Dog kunne de godt tænke sig nogle flere holdkammerater.

U18:

Også på U18-årgangen er der 12–14 piger, der træner to gange om ugen. Der er etableret et godt samarbejde med seniorholdet. I vinterhalvåret trænes der både uden- og indendørs.

Holdet har et godt sammenhold og træningerne er præget af højt humør og entusiasme. Også her er der dog stadig plads til flere fodboldglade piger på holdet.

Senior:

Fyrkat Q’s nystartede seniorhold består af 12-14 spillere. Holdet har primært spillet kamp en gang om ugen i løbet af efteråret.

Hen over vinteren har seniorspillerne trænet en gang om ugen sammen med U18-holdet, hvilket har været en stor succes med god opbakning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste