En køber har meldt sig på banen til Hobros grimmeste hus
- Han er seriøs, og han kan løfte opgaven, lyder vurderingen
Nu er der begrundet håb om, at Klokhuset i Hobro, i folkemunde "byens grimmeste hus", i overskuelig fremtid vil blive jævnet med jorden.
En potentiel køber, som ønsker at opføre boliger på tomten af Klokhuset, sidder i øjeblikket i forhandlinger med ejeren, erhvervsmand Ove Rasmussen, Hobro.
Det oplyser formand for teknik- og miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune, Jørgen Hammer Sørensen (DF), Hobro.
- En potentiel køber sidder i forhandling med Ove Rasmussen, om han kan få økonomien til at hænge sammen.
- Den potentielle køber er seriøs, og han kan løfte opgaven. Han ønsker at skabe et byggeri, som er smukt og specielt, og som kan være et vartegn for Hobro, siger Jørgen Hammer Sørensen.
Ifølge Jørgen Hammer Sørensen har kommunen øremærket 500.000 kroner til nedrivningstøtte til Klokhuset. En nedrivning vil dog løbe op i i alt et par millioner, anslår han.
Borgmester Mogens Jespersen (V), Mariagerfjord Kommune, siger, at han selvfølgelig er glad for, at der er en ny køber af Klokhuset på banen.
- Som jeg før har sagt, skulle huset have været raget ned for længst, det er så grimt. Men der er noget, der hedder den private ejendomsret, og det begrænser vores handlemuligheder, siger Mogens Jespersen.
- Nu er der så én der har filmet, at en ryger på en af altanerne (i Klokhuset), og derfor ryger der et påbud afsted til ejeren om, at altanerne ikke må benyttes. Hvis det påbud ikke overholdes, har vi kun en mulighed: at anlægge en privat retssag.
- Men vi vil være rigtig ked af at bruge mange hundredetusinde kroner på, al den stund, at vi er med i forhandlinger med en mulig ny ejer af Klokhuset. Jeg håber, at den nye ejers initiativ overhaler påbuddet, siger borgmester Mogens Jespersen.
Ifølge TV2 Nord ønsker den kommende køber at rive bygningen ned og opføre et nyt byggeri, der arkitektonisk passer ind i området, og som kan gøre alle naboer og borgere i Hobro tilfredse.
Det har ikke været muligt for Nordjyske telefonisk at træffe erhvervsmand Ove Rasmussen, men vi arbejder på at få en kommentar fra ham.
Som tidligere omtalt i Nordjyske har den lokale erhvervsmand Svend Møller Hansen, grundlægger af milliard-koncernen DS Gruppen, været inde i billedet som mulig interesseret køber.
Svend Møller Hansens projekt blev aldrig til noget, blandt andet fordi Mariagerfjord Kommune ikke kunne acceptere hans vision om et byggeri i otte etager.
Regler om naturbeskyttelse af Vester Fjord gav også problemer for Svend Møller Hansens projekt, fordi der ikke kunne gives tilladelse til at anlægge p-pladser dér.