Elitekor er populære: Håbefulde sangfugle står i kø
Især korskolens Minispirekor har vist sig at være attraktivt
MARIAGERFJORD: Der har været drøn på sangprøverne til Mariagerfjord Korskoles elitekor den seneste måned. Mange sangglade børn har været til en lille prøve, hvor de har sunget deres yndlingssange. Endnu flere venter i spænding på, at det bliver deres tur, så de også kan blive en del af Mariagerfjord Korskole.
Det er især Korskolens Minispirekor, det har vist sig at være attraktivt. Koret er for drenge og piger i 0.-2. klasse, og her er hele 19 nye sangere blevet optaget. Derudover er der 13 børn, der fortsætter i koret, så i alt er 32 børn klar til næste sæsons korssang.
Minispirekoret synger rytmisk kormusik ligesom de andre Korskolekor, og kortimerne er fyldt med sang, sjov og fællesskab, hvor drenge og piger synger sammen. Kommunens piger i 3.-5. klasse har også været ivrige efter at blive optaget i det lidt ældre kor, Mariagerfjord Spirekor. Her er der plads til 60 sangere, men mange flere venter spændt på at komme til sangprøve.
Korskolens flagskib, Mariagerfjord Pigekor, samt de lidt yngre piger i Mariagerfjord Juniorkor, har netop i disse dage optagelsesprøver. De to kor er altid meget attraktive, og ambitionen her er at bringe den enkelte elev så langt som muligt; fra talentelev til evt. optagelse på en musikalsk uddannelse.
Som noget nyt har der været optagelse til Korskolens to nye drengekor. Korene er stadig i opstartsfasen, så sangglade drenge og unge mænd imellem 8-20 år, der har lyst til at prøve kræfter med korsang, kan stadig nå at komme til en optagelsesprøve. De to drengekor øver både sammen og hver for sig, og de vil være med til koncerter sammen med de andre kor.
Drengene havde deres koncertdebut til Korskolens nylige sommerkoncert, og her viste de, at de helt bestemt kunne være med på korskolens høje eliteniveau. Udover de seks elitekor består Korskolen af skolekor, to lungekor, samt det rytmiske voksenkor Stay On the Beat, som lige nu har plads til nye sangere, især er mænd efterspurgte.