Billede beskrivelse

Efterskoleelever: Tag nu ansvar!

25. juni 2022 kl. 08.25

Det er populært at tale om biodiversitet, men alt for få gør noget ved det. Det har motiveret tre elever fra Thorsgaard Efterskole i Hobro til konkret handling med udgangspunkt i deres egen hverdag lige nu – de har lavet en guide, som skal gøre landets efterskoler til biodiverse åndehuller.

Det er Katrine Julsgaard, Frida Holck og Tanne Knæhus, der som en del af deres afslutningsprojekt i 10. klasse på Thorsgaard Efterskole har sat fokus på biodiversitet på landets efterskoler. De har lavet en flot og inspirerende guide på 34 sider fyldt med konkrete tiltag og idéer – alt fra hvordan man laver insekthoteller, blomsterbede og vandhuller, til hvordan man sætter fokus på biodiversiteten i undervisningen – i både dansk, matematik og engelsk.

- Det handler om at tage ansvar og ikke bare snakke, men gøre noget helt konkret. Alt for mange efterskolers udearealer består af firkantede, veltrimmede græsplæner og nøje tilrettelagte blomsterbede. Man fornemmer, at det kun handler om at sælge efterskolerne med flotte facader, så der kan blive fyldt op med elever hurtigst muligt. Her savner vi, at efterskolerne også tager et reelt ansvar for biodiversiteten, og det vil vi gerne inspirere til med vores guide. Biodiversitet er meget enkelt. Det handler om at lade naturen være i sin egen form i stedet for at tæmme den, lyder det engageret fra trekløveret, der har sendt guiden rundt til alle landets efterskoler.

Billede beskrivelse

- Vi har allerede fået mellem 10 og 15 positive henvendelser fra andre efterskoler, som er gået i gang med konkrete biodiversitets-projekter på deres skole. Hertil kommer alle dem, der har brugt guiden og lavet et tiltag, uden at vi har hørt fra dem, lyder det fra de tre piger.

Projektet har naturligvis også betydet, at der er kommet ekstra fokus på biodiversiteten på Thorsgaard Efterskole, der er så heldig at have fået rigtigt meget foræret fra naturens siden med en skøn beliggenhed tæt ved Mariager Fjord, ligesom der blandt andet er bistader og køkkenhave på skolen.

De tre piger stammer fra henholdsvis Sønderborg, København og Hørsholm, og en af årsagerne til, at de valgte Thorsgaard Efterskole i Hobro var netop den naturskønne beliggenhed. Naturen betyder meget for de tre piger.

Og nu har de altså været med til at sikre, at biodiversiteten på både Thorsgaard Efterskole og andre efterskoler i Danmark har fået endnu bedre vilkår.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste