Efterskole bejler til bogorme og ordsmede
Østerskov Efterskole i Hobro satser fra næste skoleår med en forfatterlinje
HOBRO: Nye, spændende karakterer og magiske fortællinger er blevet udklækket på Østerskov Efterskole i Hobro i den forgangne uge.
23 skrivelystne unge har fået tips og tricks af forfatter Mette Finderup, der for syvende år i træk kiggede forbi skolen til en uges skriveworkshop.
Og netop Mette Finderup, der har forfattet en lang række populære ungdomsbøger, bliver en af underviserne, når Østerskov Efterskole fra næste skoleår slår dørene op for et nyt linjefag - en forfatter-linje med navnet "Fortællinger og Fiktion."
- Det er helt naturligt, at vi med vores spilbaserede læring bruger det narrative univers som en del af vores store univers her på skolen, siger forstander Mads Lunau.
- Det er egentlig mærkeligt, vi ikke har tænkt over det før, nu hvor Mette har holdt kursus ved os gennem syv år.
- Vi vil få en masse synergi af de her bogorme og forfatterspirer, der interesserer sig for litterære universer og fortællinger, som vi kan bruge i vores undervisning, siger han.
Linjefaget skal efter planen køre i to lektioner tre dage om ugen.
- Det kommer til at indeholde alt fra bogklub, til skriveøvelser, workshops og udflugter til for eksempel bogfestivaler. Selvom vi ikke rigtig har gjort reklame for det endnu, er der allerede 12, der har tilmeldt sig linjen, fortæller Mads Lunau.