Dyrskue fik bragende flot comeback

07. juni 2022 kl. 09.34
Opdateret kl. 14.24

Efter tre års pause – to af dem på grund af corona – fik Hobro Dyrskue lørdag et bragende flot comeback med mere end 4.000 besøgende gæster i løbet af dagen, der blev tilsmilet af det skønneste sommervejr. Til stor begejstring for arrangørerne.

- Vi havde på forhånd et optimistisk bud på 2.000 gæster, så det er fuldstændigt vanvittigt, at vi landede på det dobbelte, lyder det fra Birthe Balle, eventkoordinator for Hobro Dyrskue.

- Der var 44 udstillere, 180 dyr og så var vores idé med at vende pladsen, så alle udstillere var inde på selve pladsen, også helt optimal.

Justeringer næste år

Det samme var satsningen med at flytte den store aftenfest til Hobro Idrætscenter. Her deltog 250, og der var en fantastisk stemning.

- At der kom så mange mennesker til selve dyrskuet, betød dog også, at der desværre var lang kø og ventetid ved spisestederne.

- Det er noget af det, vi justerer på til næste års udgave, hvor Hobro Dyrskue kan fejre 150-års jubilæum. Ellers var det en perfekt generalprøve, og vi glæder os allerede til næste år, slutter Birthe Balle.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste