Dynamisk kunst på gymnasium
HOBRO: Pressefotograf og kunstner Niels Reiter udstiller lige nu på Mariagerfjord Gymnasium.
Med sit kamera går han helt tæt på detaljerne i motivet og forvandler fotografiet til kunst.
Den aktuelle udstilling er ophængt i Grønnegården, hvor eleverne dagligt mødes over frokost eller studier. Udstillingen består af otte smukke fotografier, der nærmest rækker ud i det store rum.
- Jeg kan godt lide, at billederne ikke bare sidder på en væg, men hænger ud i rummet. De er meget farverige og udtryksfulde, og de skaber en god dynamik, lyder det fra Line Keller, der går i 3.y.
Fotografierne er reproduceret på aluminium, hvilket giver dem et særligt skær, som passer godt til de fragmenterede motiver.
Fotoudstillingen kan opleves på gymnasiet frem til tirsdag d. 27. juni.