Dværggeder i Hadsund har grund til at glæde sig
Inden længe får de ny klodser at hoppe rundt på
Lørdag formiddag kunne man i gedefolden ved Hadsund Dyrehave observere nogle voksne mænd, der var i gang med at grave store huller.
Det var der en god grund til.
Om ganske kort tid bliver der i dyrehaven leveret syv store klodser, som dværggederne kan hoppe rundt på - og endda lægge sig på.
Dværggeder vil nemlig gerne hoppe rundt, og det får de nu snart rig mulighed for.
Hvornår de store klodser bliver anbragt, vides ikke med bestemthed, men det ventes at blive indenfor den næste uges tid.
Klodserne erstatter de gamle kabeltromler, som ellers har været brugt igennem flere år, men som nu efterhånden har udtjent deres værnepligt.
Landskabsarkitekt Hanne Egebjerg har hjulpet dyrehaven med at få klodserne stillet op på den rigtige måde i forhold til hinanden, og formand Bent Rytter glæder sig i det hele taget over den velvillighed, der har været i forbindelse med projektet.
Og ja, der er kommet nyfødte gedekid i dyrehaven, som gerne vil snakkes med og kæles for.