Billede beskrivelse

Dramatilbud udbredes til endnu to byer

Også i Hadsund og Arden bliver der nu mulighed for at snuse til teaterverdenen

10. februar 2021 kl. 11.00

Går du rundt med ”en skuespiller i maven”, eller vil du bare gerne have det skægt og bruge din fantasi i den kreative dramaverden?

I så fald er der nu godt nyt fra Kulturskolen Mairagerfjord - hvis du ellers bor i enten Hadsund eller Arden.

Hidtil har det kun været i Kulturskolehuset i Hobro, børn og unge har kunnet mødes til dramaundervisning, men nu breder Kulturskolen undervisningen ud, så endnu flere får mulighed for at være kreativ.

Der oprettes to hold på Hadsund Skole for hhv. 3.-5. og 6.-9. klasse, og ét hold i Arden for 4.-6. klasse.

- Udbredelsen af dramaundervisningen har været undervejs i et stykke tid, men bl. a. corona-nedlukningen har været med til at forsinke starten en smule.

- Men nu kan vi endelig tilbyde undervisning i både Arden og Hadsund, fortæller en glad dramaunderviser fra Mariagerfjord Kulturskole, Kathrine Berg Nielsen.

Der er intet krav om erfaring med skuespil eller dramaundervisning.

- Alle kan være med uanset niveau.

- På dramaholdene dykker vi ned teatret som udtryksform. Vi udforsker evnen til at spille roller, finde på dramatiske historier og samarbejde på scenen. Vi har det sjovt, men kan samtidig være seriøse og koncentrerede, når vi arbejder med karakterudvikling, replikker, kropssprog, genrer, mm. Og vi klæder os også ud og laver små forestillinger, som vi viser for hinanden, for hele tiden at blive mere trygge ved at stå på scenen, forklarer Kathrine Berg Nielsen, der i øvrigt opfordrer eventuelle interesserede til at læse mere om holdene på kulturskolens hjemmeside.

Håbet er, at dramaholdene i Hadsund og Mariager kan komme i gang allerede i løbet af marts, og prisen for resten af sæsonen bliver i så fald 450 kr.

Udover dramaholdene tilbyder Mariagerfjord Kulturskole også undervisning i musik, dans og billedkunst.

Tilmeldingen til sæson 2021/2022, med opstart efter sommerferien, åbner først senere på foråret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste