Billede beskrivelse

Dorthe kan ikke finde medarbejdere: - Det er et kæmpe problem

02. juni 2022 kl. 08.25

Der er travlt hos Hobro Farve & Gulvcenter og Malerfirmaet Bundgaard & Lykke på Smedevej i Hobro. Derfor kunne de nemt bruge 2-3 medarbejdere mere, men de har svært ved at finde dem.

Der er mangel på arbejdskraft i mange brancher, og særligt service- og håndværksfagene er udfordret. Det kan de mærke hos Hobro Farve & Gulvcenter og Malerfirmaet Bundgaard & Lykke, der de seneste måneder har søgt efter både en malersvend og en uddannet gulvlægger, ligesom de gerne vil have en lærling.

- Vi har lavet opslag på Facebook, indrykket annoncer og kører lige nu også radiospots, hvor vi søger medarbejdere. Men der er ingen, der reagerer. Der er simpelthen ingen ledige, fortæller indehaver Dorthe Bundgaard.

- Vores håb er, at vi kan finde nogle, der bor i Hobro, som i dag arbejder i Aalborg, Randers eller Aarhus, men som gerne vil kvitte den lange og efterhånden også dyre køretur.

- Vi er jo også både søde og rare, hvilket understreges af, at vores medarbejdere har været her i mange år, og så arbejder vi ikke på akkord, lyder det med et smil fra Dorthe.

Genindfør mesterlære

Udfordringerne med mangel på håndværkere er der flere årsager til, men ifølge Dorthe Bundgaard skyldes det blandt andet at den gode, gamle mesterlære-uddannelse er forsvundet.

- Vil man tage uddannelsen til maler i dag, så skal man starte på skolebænken. Det afskrækker den gruppe af unge, der måske gerne vil gå håndværkervejen, men som er trætte af skolen. Det er ærgerligt, da der falder mange potentielt gode håndværkere fra.

- Her kunne den gode, gamle mesterlære noget helt andet. Her startede den unge ude i virksomheden, og det gav en helt anden form for lyst og arbejdsglæde for den unge, ligesom de lærte tingene på den rigtige måde.

- Så vejen frem til at skabe flere håndværkere, er blandt andet at genindføre mesterlære, lyder opfordringen fra Dorthe Bundgaard, der om konsekvenserne ved at mangle medarbejdere fortæller:

- Lige nu skriver vi kunderne på venteliste til at få udført maleropgaver, og listen er ved at være så lang, at vi med udvendigt malerarbejder har opgaver nok til resten af året, mens vi med indvendigt malerarbejde er henne ved efteråret.

- Det er et kæmpe problem for os, men vi er stadig fortrøstningsfulde, og vi håber, at vi kan finde 2-3 nye medarbejdere, der kan forkorte ventetiden lidt, slutter Dorthe Bundgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste