Djævelsk under- holdende ræs
Arrangørerne fra Rosendal lokkede 40-45 børn fordelt på 12 sæbekassebiler til til at køre med
HOBRO: - Bilen? Den har vi da bygget fra bunden af. Vi fandt møtrikkerne og hele lortet ude på lossepladsen, betror kvartetten Nikolaj, Valdemar, Daniel og Conrad bramfrit.
- Og selvfølgelig vinder vi, forudser de fire kække 11-12 årige knægte fra sjetteklasserne på Rosendalskolen i deres sparsomt udstyrede, men særdeles farvelagte "sæbekassebil".
Knapt så skråsikre lyder teamet, da de navngiver sig over for sponsorerne. Vi hedder øhhh... Vingummibamserne - nej, De gyldne Bamser, forsøger de.
Men da de rent faktisk vinder, kaldes de til sejrspodiet som Guldbamserne.
Inden da præsterer kvartetten i følge løbsspeaker Lars Kjeldgaard ret suveræn kørsel ved forceringen af de seks chikaner under søndagens djævleræs.
Og tjuhej, hvor det går mens den ungdommelige del af publikum i bedste Tour de France stil spæner på siden af eller foran kørerne - til fods eller på løbehjul.
Først snor de tre skubbere og chaufføren sig gennem en sæbeglat passage og snart derefter ignorerer de salven fra tre skytter bevæbnet med vandgevær.
Siden bumler de sig gennem et felt af 12 uhandy placerede halmballer, hvorefter mandskabet må bære vognen hen over endnu flere udlagte bildæk.
Lige før målstregen venter et bundt opstablede papkasser. Inden da må chaufføren slæbe 25 kilo "guld" i pengesække tværs over banen, mens skubberne puster ud.
Ikke nogen nem opgave for unge Daniel al den stund, at han netop er udset som styrmand, fordi den ene fod er forstuvet.
Til gengæld behøver han ikke tænke på bremse. Sådan en har vinderbilen ikke.
Hos de 8-10 årige ender Søren, William, Victor og Adam på sejrspodiet.
Men mest beriget fra djævleræset drager tre Pink Ladies i skikkelse af Anna Vandborg og søstrene Hannah og Olivia Justesen, som slår benene væk under dommerne og høster Juryprisen.
Vi har spraymalet en grim rusten vogn med sølvfarver og udstyret den med perlereflekser, båthorn og spejl, forklarer de tre piger, som høster "en tusse" til deling for den indsats.
Samme beløb kan Mathilde, Laura, Emil og Valdemar hæve. Deres Flintstonebil tager Publikumsprisen.
Frank Jensen fra IK Rosendal fodbold, som står for djævleræset, fornemmer, at man har fundet den rette form at afvikle sæbekasseløb på.
- Hvis man bare kørere om kap er det jo ikke så sjovt for de lidt langsomme, som hurtigt kommer en halv omgang bagefter og mister modet.
- Ved at lade deltagerne køre individuelt og møde en masse sjove forhindringer undervejs fornemmer børnene ikke ikke umiddelbart, hvordan de placerer sig i feltet. Og det er også mere festligt at kigge på. Og ikke kun for forældrene. Jeg bemærkede mange andre voksne, der fulgte løbet, opridser Frank Jensen.