Billede beskrivelse

Derfor er p-plads i Hobro oversvømmet igen - se video

Kommunen har en løsning på problemet, men projektet lader vente på sig

23. februar 2022 kl. 12.32

HOBRO: Så var den gal igen. Vesterfjord i det centrale Hobro erobrede en del af parkeringspladsen bag SuperBrugsen, hvor bilerne måtte forcere dybt vand.

Problemet vender tilbage, når vandet står ekstra højt i Mariager Fjord, og situationen forværres, når byen rammes af meget nedbør, som det har været tilfældet i de seneste dage.

Så fyldes Onsild Å til kanten, og vandet kan ikke komme ud i fjorden, fordi niveauforskellen mellem fjord og å er for lille eller ligefrem i fjordens favør.

Mariagerfjord Kommune har for længst udtænkt en løsning: En ny højvandssluse ved Horsøvej, hvor Onsild Å løber ud i Mariager Fjord. Slusen skal holde den høje vandstand i fjorden ude.

Samtidig skal der bygges nogle potente pumper ved slusen, som kan transportere vandet fra åen ud i fjorden på den anden side af slusen.

Projektet med slusen har været undervejs siden 2018. For et år siden lød meldingen fra Mariagerfjord Kommune, at byggeriet måske kunne gøres færdigt i 2022. Det kommer ikke til at ske.

- Vi er i fuld gang med detailprojekteringen og planlægger, at projektet og en miljøkonsekvensvurdering sendes i offentlig høring i ugerne 24 til 33. Vi forventer, at anlægsarbejdet kan begynde i april 2023, oplyser afdelingsleder Bjarke Uffe Jensen fra Mariagerfjord Kommunes tekniske forvaltning.

Billede beskrivelse

Den seneste tids høje vandstand rammer alle de lavtliggende områder omkring Onsild Å. Helt ude ved Fyrkat har vandet stået så højt, at åen og søen ved Fyrkat er tæt på at gå i ét. Vejen over ådalen har også stået under vand.

Teksten fortsætter under billederne.

Billede beskrivelse
Billede beskrivelse

Når arbejdet med den nye sluse har trukket ud, skyldes det blandt andet et omfattende arbejde med at vurdere, hvad slusen får af betydning for miljø, dyre- og planteliv i Onsild Å og Vesterfjord.

Man forventer, at slusen vil medføre, at Vesterfjord bliver mere salt og får karakter af en brakvandssø i stedet for som i dag en ferskvandssø. Det er også vigtigt at undersøge, om fiskenes frie vandring op og ned ad Onsild Å påvirkes.

Se også
Villaejere er fortvivlede: Selv når det ikke regner, stiger vandet
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste