Billede beskrivelse

Demensvenner inviteret i bio

05. april 2018 kl. 09.25

MARIAGERFJORD: Mariagerfjord Kommune har nu nået 1000 erklærede demensvenner, og det bliver i de kommende uger markeret med to særforestillinger i biograferne i Hobro og Hadsund.

Tirsdag 10. april kan demensvennerne i Hadsund Bio 1 og 2 se filmen "Mennesker bliver spist" med - og af - Erik Clausen, og søndag 15. april vises filmen "Nøgle, hus, spejl" med Ghita Nørby i Filmteatret i Hobro.

Begge film kredser om temaet demens, og i forbindelse med de to film-forevisninger vil der for de lokale demensvenner være rig mulighed for at få en snak med hinanden samt med ansatte fra Alzheimerforeningen og demensfaglige medarbejdere fra kommunen.

- Vi er meget taknemmelige for hver eneste demensven, som bor i Mariagerfjord Kommune. De er med til at skabe tryghed for dem, som har demens tæt inde på livet, og derfor vil vi også gerne takke hver enkelt demensven med en tur i biffen - i håb om, at de måske tager én med, som også har lyst til at være demensven, siger Tue von Påhlman, som er sundheds- og ældrechef i Mariagerfjord Kommune.

Tilmeldingerne til de to biograf-forestillinger sker pr. mail til demensfaglig udviklingskonsulent Hanne Linde Gregersen via mail-adressen hannp@mariagerfjord.dk. Fristen er 9. april, og biografbilletterne fordeles så i øvrigt efter først-til-mølle-princippet.

Kommunens erklærede ambition er at nå op på i alt 3000 demensvenner. Personer, som har stor viden om demens og kan række hånden frem, hvis de møder et menneske med demens.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste